Hun tænder lys og hjælper andre

En fem-seks gange om året bakker en stor kassevogn ind i indkørslen hos Gerda og Erik Christiansen på Klonhøjvej 17.

Gerda Christiansen bruger mange stearinlys for at hygge og støtte fattige børn i Afrika. Foto: Kurt Bering
Bjergby 28. december 2007 18:10

To mænd springer ud og hjælper med at bære store kasser ind i huset. Efter en kop kaffe og et par rullepølsemadder er de to mænd igen på farten, og Gerda Christiansen går i gang med at sortere i kasserne. De indeholder alle stearinlys. Det er ikke helt almindelige stearinlys, men genbrugslys, som er fremstillet af frivillige på lysestøberiet Ring ved Brædstrup - et lysestøberi som drives af Danmission. - Jeg har nok været aktiv i Danmission i en halv snes år, fortæller Gerda Christiansen. Hun har tændt masser af stearinlys i stuen, for hver gang et lys tændes, så hjælpes fattige mennesker i Afrika og Asien. Da Danmission for nogle år siden mistede det lager, man hidtil havde brugt, så overvejede Gerda med sin mand, om de ikke kunne undvære et børneværelse nu, da børnene var flyttet hjemmefra. - Så vi ryddede et værelse, og så har vi lager, hvorfra der kommer folk fra syv forskellige steder for at hente lys. Men ellers er det mest ved Danmissions arrangementer, fortæller Gerda Christiansen. 90 pct. af de nystøbte lys er fra gamle stearinlys. 10 kilo har en værdi af 150 kr. - Sidste år tjente Danmission 24.020 kr. på de lys, vi sælger her, fortæller Gerda Christiansen. Hendes kollega Jette Nedergaard i Bjergby står for alt de praktiske med at få sendt pengene ind. - Vi er en lille gruppe, som indkøber lysene og skal sørge for at få købt det rigtige. Det bliver vi bedre og bedre til. Men vi fik alligevel for få af de specielle Helligtrekongers lys i år, smiler Gerda Christiansen. Hun glæder sig dagligt over sit arbejde: - Jo mere man kommer ind i det, jo sjovere bliver det. jane.buenemann@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...