Hun valgte Frederikshavn

FREDERIKSHAVN:Peter er en glad dreng på syv en halv måned. Han er et af de cirka 90 børn, der er født på fødeafdelingen i Frederikshavn siden 1. marts, da den blev ændret fra en specialafdeling til en jordemoderstyret afdeling uden læger tilknyttet. Peter Tietze Borregaards storesøster Anna Tietze Borregaard blev født på Frederikshavn Sygehus for tre et halvt år siden. Derfor var det naturligt for deres mor Sofie Tietze Hermansen at vælge Frederikshavn, da Peter meldte sin ankomst. - Jeg havde tidligere født i Frederikshavn, og det var gået godt. Og geografisk ligger Frederikshavn godt for os. Jeg tænkte slet ikke på risikomomentet, siger Sofie Tietze Hermansen fra Voersaa. Hun mødte også fuld opbakning fra sin læge i Sæby og naturligvis fra jordemoderen, der glædede sig over udsigten til en fødsel i Frederikshavn. Sofie Tietze Hermansen har stor tillid til jordemødrene i Frederikshavn. - Jordemødrene i Frederikshavn har selv valgt at arbejde på en afdeling uden læger. Jeg tror, at de er mere opmærksomme på faresignaler. Det er jo ikke læger, der er brug for til en normal fødsel. Mange kvinder i verden føder uden hverken læge eller jordemoder. Her i det forkælede vesten skal alting være så perfekt, og der skal hele tiden spændes et sikkerhedsnet ud under os, mener Sofie Tietze Hermansen.