Musik

Hun var jo lige der ...

I går var der julekoncert i Vendia Hallen med en af Danmarks mest populære sangskrivere

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anne Linnet fiskede sange frem fra en rygsæk med hele 21 albums.Foto: Bente Poder

HJØRRING:En keyboardspiller med nissehue, en korpige, en guitar og så sig selv - mere behøver en af Danmarks største sangskrivere gennem de seneste tre årtier ikke for at give knap 500 mennesker en 1. søndag i advent, som de nok vil huske i et stykke tid. Anne Linnet var hyret af Skibsby-Højene Idrætsforening (SHI) til at give julekoncert i Vendia Hallen søndag eftermiddag. Opvarmningen sørgede sygehuskoret Pi'erne for, og de sang blandt andet en rose så jeg skyde - næsten et symbolsk oplæg til hovednavnet, hvis sange jo ikke bare kan være smukke, men også nogle, man kan stikke sig lidt på. Anne Linnet antydede, at opvarmningen havde gjort indtryk. - Jeg kan forstå, at det er et kor af sygeplejersker, så måske skulle jeg overveje at blive indlagt her - det ville ikke være så skidt at have dem vimsende omkring og synge, lød det fra Linnet. Og hvem ved; der er som bekendt frit sygehusvalg, så en dag banker hun måske på hospitalsdøren i Hjørring. I første omgang nøjedes hun dog med Vendia Hallen, hvor hun lagde ud med Time og Dag og Uge. Herefter fulgte nummeret Hun Fletter sit Hår, som blev efterfulgt af et af de helt store hits, nemlig Barndommens Gade - Tove Ditlevsens digt, som Anne Linnet har sat musik til. Om Tove Ditlevsen bemærkede hun i øvrigt: - Som ung satte jeg musik til digtsamlingen Kvindesind. Da jeg slog op i den og læste, tænkte jeg: Hvor kender hun mig fra? Foruden ord af Ditlevsen, var der også tekster af Møllehave og naturligvis af Linnet selv, som også har komponeret musikken. Det er første gang, at SHI forsøger sig med julekoncert, og det kan publikum blandt andet takke Lars Rasmussen for. Han sidder i klubbens sponsorudvalg og fik grønt lys af hovedbestyrelsen til at arrangere en stor koncert. - Jeg har været nervøs op til koncerten. Men heldigvis kom der mange, siger Lars Rasmussen, der selv har næsten alle Anne Linnet-skiverne derhjemme. - Det er noget musik, som man kan blive ved med at høre, mener han. Han regner med, at koncerten kan give et overskud på måske 15.000 kr. til ungdomsarbejdet. Årsagen til, at koncerten foregik i Vendia Hallen er, at den i forvejen var pyntet op, da FC Hjørring havde holdt julefrokost.