Hun var ”Verdens bedste mor”

Prinsesse Diana, som døde for ti år siden, blev i London mindet ved en højtidelighed, arrangeret af hendes to sønner

EMNER 1. september 2007 06:00

LONDON: Den britiske kongefamilie og omkring 500 gæster samlede sig fredag i kirken Guards Chapel i London, for med en ceremoni at mindes prinsesse Diana, som for 10 år siden omkom ved en bilulykke i Paris. Hendes sønner, prins William, der en dag bliver britisk konge, og prins Harry, var hovedkræfterne bag arrangementet. De var teenagere, da de mistede deres mor, men det var to voksne mænd på henholdsvis 25 og 22 år, der fredag talte i kirken i den britiske hovedstad. William læste Hyrdesalmen fra Salmernes Bog, men hans lillebror var mere uformel. - William og jeg kan separere vore liv i to dele. Der er de år, hvor vi var velsignet af den fysiske tilstedeværelse af både vores mor og vores far. Og så er der de 10 år siden vores mors død, sagde prins Harry. Han tilføjede, at Diana var “vor vejleder, ven og beskytter”. - Væk fra medierne, for os to børn, var hun simpelthen verdens bedste mor. Det vil vi sige, og vi savner hende, sagde han i sin tale, der blev modtaget med klapsalver. Blandt deltagerne var foruden de kongelige og Dianas familie bl.a. den britiske premierminister, Gordon Brown, hans forgænger, Tony Blair og popstjernen sir Elton John. Den britiske tronfølger, prins Charles’ nuværende kone, Camilla, deltog ikke i ceremonien, selv om hun var inviteret. Hun meddelte i forgangne weekend, at hun blev væk for ikke at fjerne fokus fra Dianas minde. Camilla kendte Charles før hans ægteskab med Diana i 1981, og hun havde også en affære med ham, mens han var gift med Diana. Udenfor kirken var hundredvis af mennesker samlet, men det var et lukket arrangement, der dog blev tv-transmitteret. Også andre steder i London blev begivenheden markeret. Ved indgangen til Kensington palace, der var Dianas hjem, var der lagt blomster og fotos. I stormagasinet Harrods holdt ejeren to minutters stilhed, hvor kunder og ekspedienter stod stille for at mindes tragedien, da bilen med Diana og hendes egyptiske kæreste, Dodi al-Fayed omkom. Harrods-ejeren er Mohamed al-Fayed, far til den dræbte Dodi, og han var ikke inviteret med til ceremonien i Guards Chapel. Den stenrige egypter mener, at det ikke var en ulykke, der kostede hans søn, Diana og chaufføren livet, men derimod et komplot, som den britiske efterretningstjeneste stod bag. I Paris samlede mennesker sig ved tunnellen, hvori bilen forulykkede. Der blev lagt blomster på stedet./ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...