Hun vender tilbage til SOSU efter en pause

Stella Pedersen fra Thisted har igen fået lyst til at blive SOSU-hjælper eller assistent

Ann Kerol
Frafaldet blandt social- og sundhedspraktikanterne på de nordjyske sygehuse er så stort, at et flertal i regionsrådet vil ansætte en uddannelseskoordinator i håb om at mindske frafaldet. Foto: Klaus Madsen
Skolevæsen 3. august 2007 22:31

24-årige Stella Pedersen fra Thisted har besluttet at begynde på en af social- og sundhedsuddannelserne i Thisted, for hun mener, det er et godt og interessant arbejde at hygge om og passe samfundets ældre borgere. Beslutningen traf hun denne sommer, efter hun har arbejdet i et sommerferiejob på Højtoftecentret i Thisted. - For tre år siden, var jeg tilmeldt uddannelsens introduktionshold her på skolen i Thisted, så jeg kender lidt til faget, men dengang valgte jeg lige at prøve noget andet først, før jeg besluttede mig til, hvilken uddannelse jeg ville vælge. Og jeg har altså fundet ud af, efter jeg har været her på Højtoftecentret denne sommer, at jeg godt kan lide at arbejde med ældre mennesker, og derfor også har fået lyst til at få uddannelsen som SOSU, siger Stella Pedersen. Hun har været så heldig, at hun netop har fået forlænget sin kontrakt på Højtoftecentret til nytår, og der er flere grunde til, at hun er glad for det. - Dels vil jeg gerne have lidt mere erfaring med faget, før jeg går i gang med uddannelsen, og dels vil jeg gerne vente med at komme i gang til jeg fylder 25 år om knap et årstid. Jeg kan jo få en voksenlærling løn, når bestemmelserne om voksenlærling-løn i den nye trepartsaftale træder i kraft ved årsskiftet, siger hun. Økonomien For Stella Pedersen er som så mange andre elever på SOSU-uddannelsen bundet op af økonomiske forpligtelser til blandt andet termin på et hus og en bil, som hun har købt sammen med kæresten. - Faget er interessant, og jeg er glad for at arbejde med især ældre mennesker, men lønnen under uddannelse har hidtil holdt mig noget tilbage fra at gå i gang med uddannelsen. Så gør det da heller ikke noget, hvis lønnen som færdiguddannet bliver løftet, for jeg synes ikke, SOSU’erne får den løn, de har fortjent, siger hun. Lav løn eller ej - det er ikke lønnen efter uddannelsen, der lige nu er det afgørende for Stella Pedersen. - Jeg har valgt at uddanne mig i en af social- og sundhedsuddannelserne. Og det er først og fremmest, fordi jeg kan lide faget. Jeg hygger mig med at snakke med og pusle omkring ældre mennesker - både her på centret og ude i deres private boliger, så det er interessen for faget, der er det afgørende for mig, når jeg nu har valgt at uddanne mig i faget, siger Stella Pedersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...