Hund reddet ud af røgfyldt lejlighed
Etageejendom ved Moseby fyldt af røg tirsdag aften
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:35
MOSEBY: Brandfolk fra Beredskabscenter Jammerbugt rykkede tirsdag aften ud efter melding om mulig brand i en etageejendom på Kaas Hedevej ved Moseby nær Aabybro.
Alarmen lød kl. 18.12, og da brandfolkene nåede frem, konstaterede de, at en lejlighed var godt fyldt med røg, som kom fra køkkenet.
Der var kun en hund inde i lejligheden, og den blev reddet ud og fik ilt, så den gerne skulle blive frisk igen, oplyser indsatsleder Niels Nygaard fra beredskabet.
Brandfolkene kunne se, at røgen kom fra noget, som var smeltet på komfuret i køkkenet. Hvordan det mere præcist var sket, vides endnu ikke.
Det var naboer, som bemærkede røgen og tilkaldte brandvæsenet.
Lejligheden var meget røgskadet og skal rengøres, før den igen kan bruges som beboelse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.