Hundebæ, Bilka og stinkende stol

? Hej Bo Godt - jeg havde lige investeret i en ny bil, og i den ventede vores lille (møg)hund i en kort tid, da vi lige skulle se på en campingvogn. Da vi kom tilbage, havde kræet overskidt hele bagsædet, og jeg kan hilse og sige, at det STANK. Efter en hurtig aftørring tog vi hjem, vaskede sædet godt og grundigt et par gange. Flere gange gik vi sædet efter, da jeg kunne blive ved med at lugte det. Da vi efterhånden opgav at få stanken væk, hørte jeg om en cockpitspray, man kan købe i Bilka - det skulle tage stanken. To behandlinger senere var der ikke flere som spurgte, hvad det var for en hørm, der var i bilen. Så derfor vil jeg tro, at det måske kan hjælpe på en rokokostol med en stram lugt. Ove ! Hej Ove - og hvad kan man så lære af den historie? At man aldrig skal se på ny bil og campingvogn på én og amme dag - det er simpelthen at stramme citronen og udfordre skæbnen. Især hvis man har for vane at efterlade sin tæppetisser på bagsædet ... Men noget godt kom der da ud af sagen, for nok kender jeg Bilka, men jeg har aldrig før hørt om cockpit-spray. Det har Mogens Ekenberg - ham med den ildelugtende rokokostol - nok heller ikke. Men nu skal han altså bare et smut i Bilka - så er den kanariefugl onduleret. Kjeld Bjerre