Retspleje

Hundedyre retssager

Det er hundedyrt at føre sager ved domstolene, og det vil justitsminister Lene Espersen nu have gjort noget ved. Retsplejerådet, der har Vestre Landsrets præsident Bjarne Christensen som formand, har foreslået en klækkelig nedsættelse af retsafgifterne. Som man noget bombastisk udtrykker det "er adgang til domstolene og adgang til en retfærdig behandling ved domstolene en grundlæggende værdi i et retssamfund". Og så må de meget høje retsafgifter ikke være en barriere, der afskærer borgerne fra at få deres tvister afgjort ved domstolene. Pengemaskine I dag er domstolene en ren pengemaskine, efter at den tidligere justitsminister Frank Jensen i 1997 fordoblede retsafgifterne fra en til to procent. I runde tal får domstolene omkring 7,5 mia. kroner i kassen, og systemet koster omkring 1,5 mia. kroner at drive, så summa summarum er det ikke mindre end 6 mia. kroner direkte ned i den bundløse kasse. Efter forslaget skal retsafgiften i småsager til en værdi på indtil 50.000 kroner helt ned på 500 kroner, og i de helt store sager skal man højst betale 100.000 kroner, selv om det er en milliardsag. Et af de eksempler, der har ført frem til maksimumsreglen, er den i pressen meget omtalte sag fra Amager. En gruppe borgere ville stævne Metro-selskabet i forbindelse med udbygningen af Metroen på øen, og i den sag har Københavns byret resolveret, at der forlods skal indbetales 6 mio. kroner i retsafgift. Det er sød musik i øret på dommere og advokater, at vi nu igen skal have nogle flere retssager. Da Frank Jensen forhøjede retsafgiften faldt sagsantallet ved domstolene meget drastisk med op til 50 procent, og det har faktisk gjort, at vi efterhånden har fået et ganske effektivt retssystem, hvor langsommelighed ellers tidligere var kendetegnende. Og endnu bedre for advokater går forslaget også ud på, at honoraret i sagerne skal forhøjes med op til 50 procent. På retssagsområdet har det udviklet sig på den måde, at den vindende part ved domstolene får tilkendt et omkostningsbeløb, som sjældent matcher den advokatregning, man får. Medaljen Bagsiden af den medalje er, at den tabende part må se i øjnene, at der er en alvorlig risiko for, når dagen er omme, og sagen er tabt, at man står tilbage med en væsentlig større omkostningsregning. Det betyder, at man stadig skal tænke sig godt om, inden man anlægger en retssag. Problemet afhjælpes dog af, at mange private borgere enten kan opnå fri proces eller dækning af omkostningerne gennem deres familie- eller husforsikring. På erhvervsområdet er der i disse år en tendens til, at virksomhederne i større omfang fravælger den voldgiftsklausul, som for fem og ti år siden var den almindelige i erhvervskontrakter. Voldgiftssagerne skulle sikre en hurtig og hemmelig behandling af tvisten, men de erhvervsvirksomheder, der for alvor har prøvet voldgiftssager, har fundet ud af, at de er både dyrere og ofte langsommelige, og så er der egentlig kun hemmeligheden tilbage i forhold til at få sagen afgjort ved de almindelige domstole. Så for erhvervsvirksomheder er forslaget en god idé, hvis domstolene kan opretholde deres nyvundne effektivitet og ikke på grund af en større sagsmængde igen bliver alt for langsommelige. Kværulantsager En anden risiko ved at gøre det alt for nemt at føre retssag er, at man får et for stort antal kværulantsager. På hele det offentlige område har man i dag velfungerende klageinstanser. Naturklagenævnet med en højesteretsdommer i spidsen afgør utallige tvister om byggeri, planforhold m.v. På forbruger- og erhvervsområdet har man efterhånden også på langt de fleste områder, hvad enten det er pengeinstitutter eller håndværkere, klageinstanser, som på en god måde afslutter mange uenigheder. Men som bekendt bliver kværulanter ved og kan uanset en krystalklar klagebehandling gå videre til domstolene og i de fleste tilfælde endda i to instanser. Den slags sager er ikke fremmende for noget som helst, og retssikkerheden er i hvert fald et pænt stykke ad vejen varetaget af disse klageorganer, så her kunne der godt være en barriere, men problemet er i et retssamfund på forhånd at definere kværulantsagerne. På det område må man håbe, at en væsentlig forhøjelse af de omkostninger, som advokaterne skal have for at føre sagerne, vil medføre en vis tilbageholdenhed. Som en lille detalje tilføjer Retsplejerådet også, at de tilkendte omkostninger fremover skal forrentes. Når en sag er afgjort, skriver domstolene typisk, at omkostningerne skal betales inden 14 dage. Hvis de ikke bliver betalt, sker der ikke noget, før ham, der har pengene til gode, sender sagen i fogedretten, og heller ikke der sker der nogen forrentning. Thor Pedersen Efter forslaget skal sagsomkostninger fremover forrentes som andre pengekrav i en sag med det, der betegnes som sædvanlig procesrente. Den udgør i dag ikke mindre end 9,15 procent p.a. Den høje procesrente er et fornuftigt udtryk for, at det ikke skal kunne betale sig at lade være at betale sine regninger. Hvis en virksomhed har 100.000 kroner til gode, kan virksomheden være fristet til blot for at få pengene i kassen at acceptere endda et nedslag og ingen forrentning. Med den høje procesrente er billedet vendt om, så den virksomhed eller person, der skylder penge, har en klar interesse i at få betalt for at undgå at skulle betale den høje procesrente. Så summa summarum et rigtigt godt forslag for dommere og advokater, men også for borgere og virksomheder. Hvor Lene Espersen kan overtale finansminister Thor Pedersen til at finde de manglende penge i statskassen i en tid med skattestop står derimod hen i det uvisse.