Hundeejer: - Ny lov rammer de forkerte

25-årig blomsterbinder kan ikke gå til træning med sine muskelhunde, efter at ny lov er trådt i kraft.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

gitte mADSEN kan godt forstå, at medieomtalen af ”kamphunde” har gjort nogen bange for hunde som Cody, der er en tung dreng på 60 kilo. Men han er stadig blot en glad, aktiv familiehund.

25-årige Gitte Madsen, Rugmarken i Fjerritslev, er hverken rocker, narkohandler eller voldsmand. Faktisk er hun noget så uskyldigt som blomsterbinder. Alligevel rammes hun hårdt af den nye hundelov, der trådte i kraft 1. juli 2010. Loven forbyder 13 hunderacer, der betegnes som muskelhunde. Den er vedtaget efter de senere års omtale af overfald, hvor andre hunde samt mennesker er blevet bidt af de stærke hunde. Gitte Madsen har en amerikansk bulldog, Cody, samt Mallu, der er en AmStaff. Begge er omfattet af den nye lov. Hun må stadig eje dem, fordi de er fra før marts 2010. Men loven har stadig konsekvenser for hende, idet hun ikke længere kan gå til hundetræning med dem. Uden for privat grund skal de altid have mundkurv på og føres i en højst to meter lang snor. Derfor er det umuligt at gennemføre øvelser som lydighed, hvor ejeren skal kunne kalde hunden til sig. Det giver ikke megen mening, når hunden er i snor. Heller ikke at træne hunden i at gå frem og stoppe på kommando, og øvelsen i at gå fri uden snor er direkte i strid med hundeloven. - Vi har knoklet for at træne Mallu og gå til prøve med hende. Det kan vi ikke nu, men det er jo ikke os med familiehunde, der er problemet, siger Gitte Madsen. Hun tvivler derimod på, at loven får nogen indflydelse på ”rockertyper”, der har muskelhundene som trussel eller direkte våben over for andre. Gitte Madsen har gået hos hundetræner Karen Bækø, Han Herred Hundeskole, og hun er enig: - Fuldstændig vanvittigt - Loven rammer de forkerte mennesker, nemlig dem, der har trænet deres hunde i årevis. De straffes, mens dem, der har lært deres hunde at blive arrige, ikke begynder at give deres hunde mundkurv på. Det er fuldstændig vanvittigt, siger Karen Bækø. I de 20 år, hun har trænet hunde og altså også muskelhunde, er hun blevet bidt to gange. Begge gange af småhunde, den ene en chihuahua. Gitte Madsen kan godt forstå, at nogen kan være bange for de store hunde, efter at medierne længe har omtalt dem som kamphunde og fortalt historie om skambidte dyr og mennesker. Men hun føler, at det har udviklet sig til hysteri og en forkert lovgivning, der rammer mange hundeejere uden grund. Selv bruger hun flere timer dagligt på at lufte sine hunde. De vil gerne være aktive, men de er også dejlige familiehunde, fortæller Gitte Madsen. - De er rigtig gode til børn. Det er rare og dejlige hunde, som vi faldt for. Det var lige hunden for os, siger hun. Andre hundeejere i samme situation har protesteret over den nye lov, og Gitte Madsen håber, at der bliver en underskriftsindsamling, og at politikerne bliver overbevist om, at stramningen af hundeloven er forkert og bør ændres.