Hundefamilie efterladt

Dyr 5. september 2002 08:00

Selvfølgelig ville Dansk Dyreværns Internat og Hundehotel i Tostrup ved Sønderholm hjælpe, da en norsktalende kvinde dukkede op og klagede sin nød. Hendes gård i Norge var brændt og nogle heste brændt inde. Hendes hunde havde siden gået i en mørk lade. Så var det, hun havde hørt om Dansk Dyreværn Aalborg. Og hun skulle nok komme hver dag og lufte sine hunde undtaget i weekenden. De skulle bare bo hos dyreværnet i en uge eller to, mens hun ledte efter et andet sted at bo. Det var 25. juli og bestyrer Camilla Toksig har ikke set kvinden siden 7. august. - Nu ved vi ikke, om der er sket hende noget eller om hun bare er ligeglad med sine hunde. Vi ved ikke, hvem hun er og kontakter hun mig ikke inden for en uge, vil hundene enten blive aflivet eller formidlet til en nye ejere, siger Camilla Toksig, der fortsætter: - Normalt skriver vi altid navn, adresse og telefon på de mennesker, der afleverer deres hunde, men netop den dag, da hun kom, var her meget travlt og andre ventede. Det er den eneste forklaring, jeg kan se på, hvorfor vi ikke fik noteret noget. Camilla Toksig slog sig til tåls med, at kvinden ville komme stort set hver dag. Det gjorde hun også nogle dage. Indtil altså 7. august. De efterladte hunde er en belgisk hyrdehund. Den har fem hvalpe på formentlig 12-14 uger og faderen er en riesenschnauzer. Hvis nogen kender den norsktalende kvinde, kan Camilla Toksig kontaktes på tlf. 98 34 12 33.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...