Hundelev Fælled skrumper

Harme over rydning af privatejet areal af skoven i Hundelev

En del borgere i Hundelev er harme over, at en del af fælleden nu består af en skov ... som ikke er der mere. Foto: Bente Poder

En del borgere i Hundelev er harme over, at en del af fælleden nu består af en skov ... som ikke er der mere. Foto: Bente Poder

HUNDELEV:Harmen var stor i Hundelev i går, da folk og maskiner fra Hede Danmark begyndte at rydde et stykke skov på Hundelev Fælled. - De fælder vartegnet for Hundelev by, og der er intet krav om genplantning. Vi er meget, meget kede af det, siger Jens Georg Ingvardsen, der er nabo til fælleden. Størsteparten af Hundelev Fælled er fælleseje, men noget er privatejet, blandt andet en hektar skov, der støder op til villakvarteret. Det tilhører autoforhandler Per Orlemann, der købte arealet for fire år siden. Per Orlemann har søgt Løkken-Vrå Kommune om tilladelse til at udstykke skovarealet til byggegrunde. - Men kommunen siger nej, fordi det er en naturlig del af Hundelev Fælled, siger Jens Georg Ingvardsen. 70 år med skov Flemming Larsen, der sidder i fælledens bestyrelse for, er også ked af det. - Vi kan jo ikke gøre noget ved det, men det er svært at acceptere, når der har været skov i over 70 år, siger han. I forvejen har fælledens bestyrelse haft travlt med genplantning efter stormen forrige vinter, der gik hårdt ud over Hundelev Fælled. - Og jeg er bange for at resten vælter, når randskoven er væk, tilføjer Flemming Larsen. Både Hundelev Fælleds bestyrelse og private lodsejre har forsøgt at købe skoven af Per Orlemann, men svaret har været nej. - Det har de haft fire år til. Havde de tilbudt at købe dengang, havde jeg ikke udelukket det. De har haft deres chance, siger han. - Jeg kan jo ikke få træerne til at gro nedad. Det er da ikke min skyld, lyder hans svar på, hvorfor han får skoven fældet. Bevoksningen består primært af meget høje, gamle fyrretræer, som skal fældes inden de vælter af sig selv. - Folk bliver da også sure på mig, hvis træerne vælter ind over deres huse, mener Per Orlemann. Hvad der skal ske med arealet, når træerne er fældet, har Per Orlemann ikke besluttet endnu.