Hunden fik sin egen skov

Søndagsturen til Tversted Klitplantage var meget populær blandt børne- og hundefamilier.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mange mennesker benyttede sig af det gode vejr.

Hundene fik egen skov i Tversted Klitplantage i går, da det var Skovens Dag. - Det er det, folk tit efterspørger. Når man går med sin hund i skoven, skal den være i snor, men i den indhegnede skov kan de slippes fri, forklarede skovarbejder John Larsen, der havde taget turen fra Læsø, hvor han arbejder til dagligt for at være med til arrangementet, som Skov- og Naturstyrelsen Vendsyssel stod for. En del fyrretræer var på forhånd fældet, og folk kunne se, at de lynhurtigt blev omdannet til flis. I stedet skulle skovarbejderne sammen med publikum plante nye træer. - Vi planter løvtræer, så det kan blive mere afvekslende at gå her. Og løvtræerne skal også hegnes ind, så dyrene ikke æder dem, så de passer fint i den indhegnede hundeskov, sagde John Larsen. Han fik hjælp til arbejdet af Morten Jensen fra Hjørring, som er skov- og naturteknikerelev. Den nye indhegnede hundeskov er på fire hektar, så der er rigeligt med plads til at de kan folde sig ud. Det gjorde hundene også på den agilitybane, der var stillet op på dagen. Her kunne man også få gode hunderåd. Mange mennesker benyttede sig af chancen for at have kvalificerede folk at spørge om skovens dyr og træer. Én af gæsterne havde en særlig kyndig vejleder med rundt i skoven. Det var Grethe Sonne Hansen, der blev ledsaget af sit barnebarn Aske Hansen, som er søn af skovfoged Mogens Sonne Hansen. - Jo. Jeg kender skoven godt, sagde Aske. Efter arrangementet i går er der endnu flere børn - og voksne med, der kender skoven bedre. Mange benyttede lejligheden til at købe af den megen flis, der var blevet produceret i løbet af Skoven Dag.