Hunden har dårligt hjerte

En ultralydscanning giver det bedste svar på hundens tilstand

Det klogeste er at få hunden grundigt undersøgt hos en dyrlæge. På billedet tjekker dyrlæge Kirsten Jensen hunden Sisse. Foto: Bente Poder

Det klogeste er at få hunden grundigt undersøgt hos en dyrlæge. På billedet tjekker dyrlæge Kirsten Jensen hunden Sisse. Foto: Bente Poder

? En læser har en Pomeranian på 8 år, som gennem nogen tid har haft problemer med sin vejrtrækning. Den hoster meget især ved anstrengelse og er ikke længere så livlig, som den har været. Man spørger nu, om vi kan have forslag til, hvad der kan være i vejen, og om der er noget at gøre. ! Der kan være flere ting galt med jeres hund. Der kan være tale om et dårligt fungerende hjerte. Man ser ofte hos ældre hunde, at hjerteklapperne mellem hjertets forkamre og hjertekamre bliver usmidige og ikke længere lukker helt tæt, når hjertet trækker sig sammen. Dette kan medføre en ophobning af blod i bl.a. lungeblodkarrene, således at der trænger væske ud i lungerne, det man kalder lungeødem. Derved vil hunden begynde at hoste, og i forbindelse med motion vil blodet ikke iltes normalt, hvorfor hunden hurtigere bliver træt. Hjertet vil også begynde at blive forstørret og arbejde forkert, hvorved problemet forværres. Ved tegn på dårligt hjerte vil den bedste undersøgelse være en ultralydsscanning, hvor man både kan konstatere, hvordan hjertet arbejder og hvis det er forstørret, hvordan det er forstørret. Scanningen giver flere detaljer end en røntgenundersøgelse kan give. Ligeledes kan man hos ældre hunde se en øget tendens til at udvikle bronkitis, hvilket igen vil give hosteproblemer og nedsat kondition. Udvikling af bronkitis kan ofte have sammenhæng til dårlige tænder og dårlig mundhygiejne. Hos specielt mindre hunde som bl.a. Pomeranian kan man se, at luftrøret bliver slapt, hvorved det enten under inspiration (når vejret trækkes ind) eller ekspiration (vejret trækkes ud), klapper sammen. Derved vil hundens slimhinde i luftrøret blive irriteret og et hosteproblem opstår, ligesom blodet heller ikke iltes normalt. I nogle tilfælde vil behandlingen ved et sammenklappet luftrør være medicinsk, mens det i andre kan komme på tale at operere hunden. Hunde kan også, hvis de smittes med hjertelungeorm, (hvor snegle fungerer som mellemvært) få kroniske hosteproblemer. Jeg vil anbefale, at hunden bliver undersøgt såvel klinisk som ved røntgenoptagelse af luftrør, hjerte og lunger, så en diagnose kan stilles, og den relevante behandling iværksættes. Med hensyn til hjertelungeorm skal afføringsprøver fra hunden undersøges. Kristian Pedersen dyrlæge