Hundeslagsmålet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den typiske løsning er, at hunden ender med at pendle mellem de skilte par og bliver en såkaldt delehund. Men det er ikke nogen god idé. - Det er en rigtig dårlig løsning, fordi hunden har svært ved at indstille sig på at have to steder, den hører hjemme. Set med hundens øjne er det dødsensfarligt at blive flyttet, og hvis det sker én gang hver uge, bliver den meget frustreret, utryg og aggressiv, forklarer Mads C. Jørgensen, der er hundepsykolog. Foto: Polfoto

I et ældre dansk revynummer står et nyskilt par på scenen og skændes om, hvem der skal have huset, møblerne og tallerkenrækken. Stemningen er på nulpunktet, grådigheden gjalder ud af dem begge, og ingen giver sig. Og så er der hunden. Hvem skal nu have den? Men i modsætning til familiens dyrt indkøbte sofa, rangerer det firbenede kræ nederst i hierarkiet, og situationen skifter pludselig karakter. For hvem skal egentlig have hunden? Jeg skal ikke! Jo, du skal, for jeg skal i hvert fald slet ikke! Det var dig, der købte den, så derfor er det mest rimeligt, at du tager den! Jamen, jeg vil ikke, og du sagde, at ... Hvis ovenstående sketch blev præsenteret for et gennemsnitligt dansk publikum i dag, måtte skuespillerne formentlig nøjes med et beskedent bifald og høflige, spredte smil. For vi griner mest, når de sjove pointer rammer noget, vi kender fra os selv, og en sød vovse, som hverken mor eller far vil vides af, er slet ikke morsomt. I Dansk Kennel Klub, den største hundeejerforening i landet med næsten 30.000 medlemmer, er det i hvert fald ikke uønskede hunde, der volder problemer. Tværtimod står medlemmernes kærlighed til deres firbenede venner ofte - og i stigende omfang - i vejen for hundens bedste. For når far og mor går fra hinanden, slås de om Fido og King som aldrig før. - Vi oplever i højere og højere grad, at mand og kone ikke kan blive enige, fordi begge parter vil have hunden. Man kan faktisk sammenligne det med et slagsmål mellem forældre om, hvem der skal have børnene. Det er selvfølgelig forståeligt, at man er glad for sin hund, men hvis man virkelig elsker den, så må man tilsidesætte egne følelser og lade være med at placere hunden i midten af konflikten, siger adfærdskonsulent og rådgiver i Dansk Kennel Klub, Lise Lotte Christensen. Tendensen er heller ikke fremmed for hundepsykolog og leder af Dyrenes Beskyttelses internat i Hillerød, Mads C. Jørgensen. - Nu om dage forveksler vi hunden med et lille barn, og den vækker derfor store følelser hos folk i forbindelse med en skilsmisse, og der er derfor ingen tvivl om, at den er genstand for langt flere konflikter end tidligere, vurderer han. Selv om menneskets bedste ven i dag er kravlet op i familiehierarkiet og nyder privilegier, der (næsten) kan konkurrere med børnenes, hvad angår personlig pleje, lægebesøg, dyrt legetøj og madvarer, er der trods alt stadig forskel på to og fire ben. Om ikke andet i juridisk forstand. For mens forældremyndighed og samkvemsret til børn afgøres i statsamtet, så er familiehunden retsligt set en materiel vare på lige fod med stereoanlægget og kaffemaskinen. Vælger et par at lade myndighederne afgøre et hundeslagsmål, ender det i skifteretten og afvikles som en helt almindelig bodelingssag. Og det sker rent faktisk, fortæller sekretariatschef Ivan Nørgaard fra Dansk Hunderegister. - Vi bliver vel kontaktet tre og fire gange hvert år af retssystemet, der skal have hjælp med at udrede et ejerskabsforhold mellem parterne til en hund, fortæller han. Imidlertid er en skifteretssag en kostbar affære, og i langt de fleste situationer er de stridende parter i stand til at løse problemerne uden mæglende myndigheder. Ifølge Lise Lotte Christensen er det typiske udfald på konflikten, at hunden ender med at pendle mellem de skilte par og bliver en såkaldt delehund. Men det er ikke nogen god idé, mener hun. - Kort fortalt lever en hund i nuet, og den har brug for, at dens flok eller familie er stabil i dens sammensætning. Alt for megen rykken frem og tilbage gør den utryg. Den eneste rigtige løsning er, at hunden bliver hos én af parterne permanent, siger hun. Mads C. Jørgensen er enig: - Det er en rigtig dårlig løsning, fordi hunden har svært ved at indstille sig på at have to steder, den hører hjemme. Masser af hundeejere kender fænomenet, når de tager en velfungerende hund væk fra der, hvor den er vant til at være, og placerer den to uger i sommerhuset. Pludselig har den problemer med at være alene og ændrer adfærd. Set med hundens øjne er det dødsensfarligt at blive flyttet, og hvis det sker én gang hver uge, bliver den meget frustreret, utryg og aggressiv. Aldrig i puberteten Men hvad i alverden får danskerne til at opsøge hunderådgivere og bruge tusinder af kroner på opslidende retssager for at få hjælp til at løse en ejerskabskonflikt om et umælende, loddent dyr, der for 100 år siden sov udenfor i al slags vejr bundet af en lænke? Spørger man de professionelle tendensspottere, tager svarerne udgangspunkt i den kendsgerning, at antallet af kæledyrshunde er steget i Danmark samtidig med, at antallet af børnefødsler er faldet. I 1901 blev der i Danmark født 73.000 børn, mens tallet i 2005 var faldet til 64.000. Antallet af hunde i Danmark for 100 år siden vides ikke med sikkerhed, men både Dansk Hunderegister og Dansk Kennel Klub anslår, at der var markant færre end de næsten 600.000, der løber rundt i de danske hjem i dag. Filosof og lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, Arno Victor Nielsen, mener, at det er et udtryk for, at moderne mennesker har flyttet omsorgen fra barn til hund. Simpelthen fordi en hund er langt nemmere at styre. - I dag investerer vi de følelser i vores kæledyr, som vi tidligere investerede i vores børn. Ægte, store følelser af den bedste kvalitet. For vores trang til at drage omsorg for andre end os selv er ikke blevet mindre, men vi orker samtidig heller ikke at betale det, det koster. Børn kan være hamrende irriterende, og som forælder bruger man ufattelig meget energi på at bekymre sig. Sådan er det ikke med en hund. Den laver aldrig ballade, den kommer ikke i puberteten, den skal aldrig have lommepenge, og den er altid taknemmelig, siger Arno Victor Nielsen. Direktør for Instituttet for Fremtidsforskning, Johan Peter Paludan, peger på, at vi i dag lever længere end tidligere, og at hunde og kæledyr derfor udfylder det følelsesmæssige tomrum, årene uden hjemmeboende børn giver os. - Tidligere fik man jo børn, indtil konen blev 40 år, og når det ældste barn blev konfirmeret, så døde hun. Groft sagt. I dag har man en lang periode før og efter det halvandet barn, man har orket at få, men man har stadig har et behov for en følelsesmæssig relation til et levende væsen, og så kommer hunden ind og udfylder det behov, siger Johan Peter Paludan. Arno Victor Nielsen supplerer: - Jeg vil ikke fordømme de mennesker, der elsker deres hund så højt, at de forveksler dem med børn og er parate til at gå rettens vej for at få forældremyndigheden over den. Men jeg fordømmer tendensen, fordi det dybest set udtrykker en mangel på lyst og mod til at være sammen med vores medskabninger med alle de knaster og glæder, der er forbundet med det.