Hundreder af kunstnere i opråb mod Sverigedemokraterna

Olof Palmes søn og flere musikere og skuespillere tilslutter sig et Facebook-opråb mod Sverigedemokraterna.

Ritzau
Sverigedemokraternas partileder, Jimmie Åkesson, under et valgmøde torsdag på Stora Torget i Motala. Foto: 10080 Fredrik Sandberg/TT/Ritzau Scanpix
Politik 6. september 2018 14:41 - Opdateret 6. september 2018 20:50

Over 250 svenske musikere, skuespillere, forfattere og tv-personligheder har sluttet sig til en Facebook-gruppe for at vise deres modstand mod Sverigedemokraterna (SD).

Det indvandringskritiske parti ser ud til at blive landets næststørste, og fremgangen har fået titusinder af svenskere til at bakke op om et opråb mod partiet.

- Vi er mange, der føler uro og frygt inden valget på søndag, men gennem gruppen kan vi støtte hinanden i at tro på en bedre fremtid, siger skuespilleren Kjell Bergqvist til Aftonbladet.

Det er Bergqvist, der har oprettet den lukkede Facebook-gruppe: Hvad som helst men ALDRIG SD.

Torsdag eftermiddag var knap 90.000 svenskere blevet medlemmer af gruppen, der har eksisteret i to uger.

Fra musikkens verden er der blandt andre Eva Dahlgren, Lisa Nilsson og Bjørn Skifs.

Også skuespillerne Pernilla August, Mikael Persbrandt og Joel Kinnaman samt økonomiprofessor Mårten Palme, der er søn af den dræbte statsminister Olof Palme, har sluttet sig til protesten.

Sverigedemokraterna er i en måling fra onsdag gået en smule tilbage og ser nu ud til at få opbakning fra 18 procent af vælgerne ved søndagens valg.

Nogle iagttagere mener imidlertid, at valgresultatet kan ende med at blive større.

De øvrige partier har afvist at samarbejde med Sverigedemokraterna. Men deres indflydelse på den politiske debat i Sverige er stigende, blandt andet på indvandringsområdet.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...