Hundredtusindvis demonstrerer mod 50 års familiemagt i Togo

I 10 byer over hele Togo er folk gået på gaden med krav om, at valgloven ændres i det vestafrikanske land.

6. september 2017 17:01 - Opdateret 7. september 2017 09:38

Hundredtusindvis af mennesker er gået på gaden i Togo med krav om en forfatningsreform i det vestafrikanske land.

I Lome, landets hovedstad, protesterer "mindst 100.000", beretter landedirektør Aime Adi hos Amnesty.

Der er demonstrationer i omkring 10 byer over hele landet.

Oppositionsleder Jean-Pierre Fabre mener, at de store folkeforsamlinger er "uden fortilfælde".

Han hævder, at flere end en million mennesker er gået på gaden i Lome. Det kan ikke umiddelbart bekræftes, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Mange bærer plakater med fordømmelser af præsident Faure Gnassingbe, hvis familie har været ved magten i et halvt århundrede.

- Reformerne er løgnagtige. Vi tror ikke på dem. Hvis folk er beslutsomme, kan de ikke stoppes. Selv ikke hæren kan stoppe dem, siger 26-årige Armand Jarre.

Gnassingbe ledte et regeringsmøde tirsdag aften, da regeringen gav grønt lys til et lovforslag, der blandt andet vil ændre valgsystemet.

Det har været et krav fra oppositionen siden 2005, da Faure Gnassingbe overtog magten efter sin far, Gnassingbe Eyadema, som var præsident i næsten 40 år.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...