Fodbold

Hune chanceløs mod Skovsgård

Hune tabte udekampen i serie 4 mod Skovsgård med 4-1.

Hune var oppe mod en nedrykker fra serie 3, og det kunne ses lige fra kampens start. Det var hjemmeholdet her og der og alle vegne. Skovsgård var også det bedst taktiske hold, og de var foran 2-0 allerede efter 10 minutters spil. Hune evnede slet ikke at komme ind i kampen i 1. halvleg og midt i halvlegen scorede hjemmeholdet til pausestillingen 3-0. I pausen forsøgte Hune at sadle om og matche Skovsgårds 4-4-2 opstilling. Denne opstilling gjorde, at de hele 1. halvleg var i overtal på kanterne, men efter Hune havde sadlet om, blev spillet også bedre og samtidig evnede de at holde hjemmeholdets score nede på et enkelt mål i 2. halvleg. Selv om Hune fik meget bedre fat i spillet i 2. halvleg manglede de skarpheden foran mål, og man skulle helt hen i kampens 80. minut før Hune fik reduceret til 4-1 på et mål scoret af Ole Anders Leikåsen efter et frispark fra Mathias Valther. Hune havde set skriften på væggen og sparede på kræfterne i slutfasen for i stedet at se frem til næste weekends hjemmekamp mod AaB. Træner Kasper Helbo fremhævede bagerste mand Jesper Madsen og kantspiller Lars Pedersen for at have spillet en god kamp.