Hurra for 27 tommer

Stor Samsung-skærm giver meget for pengene

Muligheden for at dreje skærmen til lodret position er en fin bonus, som sjældent ses i denne størrelse.

Muligheden for at dreje skærmen til lodret position er en fin bonus, som sjældent ses i denne størrelse.

I grunden burde ingen vælge en skærm under 24 tommer - og man kan med stor fordel rykke op i 27 tommer. Hvis kvaliteten vel at mærke matcher størrelsen. Det gør den i Samsungs nye S27A850D, der frister med en attraktiv kombination af høj opløsning (2560 x 1440) og lav pris (ca. 5000 kr.). Det er faktisk et røverkøb i forhold til de kostbare alternativer med 30 tommer. Skærmen er minimalistisk i formen - og påfaldende slank. Den eksterne strømforsyning, som kan klipses bag på skærmen, forstyrrer dog det strømlinede design. Skærmen har to DVI-stik og displayport, men her er hverken HDMI eller analoge indgange, og USB3-stikkene er upraktisk placeret på bagsiden. Skærmen kan hæves usædvanligt højt fra bordet. Det er nødvendigt, når man udnytter muligheden for at vende den på højkant. Med 27 tommer får man så meget plads i højden, at man skal lægge nakken tilbage for at få det hele med. Gevinsten er et formidabelt overblik over lange dokumenter. På vores pc roterede skærmbilledet endda automatisk, når vi drejede skærmen. En lækker finesse som dog næppe virker med alle grafikkort. I det vandrette format (16:9) kan man snildt vise to dokumenter side om side. Man kan også koble to computere til skærmen - og kalde begge billeder frem med et tryk på en knap. Ellers er knap-betjeningen lovlig snirklet, og vi savner danske menuer. Grøn teknik Skærmen bruger strømbesparende LED-lys, som automatisk kan justeres efter lysforholdene. Hvis du aktiverer den indbyggede bevægelses-sensor, kan skærmen endda slukke, når der ikke sidder nogen foran den. Miljø-gevinsten illustreres med et lille træ, som får flere grønne blade, når man sparer på energien. Det er pop og pjank, men gevinsten på elregningen er håndgribelig nok. Det vigtigste er trods alt billedkvaliteten, og her imponerer Samsung stort. Skærmen bygger på en ny teknik ved navn PLS, som på mange måder minder om de fine IPS-paneler. I standard-indstillingen er farverne lidt til den varme (rødlige) side, men vi fandt hurtigt et passende niveau. Baglyset fremstår en anelse ujævnt i kanterne, men det ses kun i mørke og med sort baggrund. Responstiden opgives til 5ms, og selv om der givetvis findes endnu hurtigere skærme, bemærkede vi intet slør ved hurtige bevægelser i film og spil. Professionelle grafikere vil sikkert savne den sidste præcision, men vi andre kan glæde os over klare, mættede farver - også fra skæve vinkler. Vi er især glade for refleksbehandlingen, som rammer et perfekt kompromis mellem Apples spejlblanke skærme og Dells grumsede overflader. Samsung S27A850D Pris: ca. 5000 kr. Mere information: www.kortlink.dk/agfh PLUS: Høj opløsning. Flot kvalitet. Lavt forbrug. MINUS: Få tilslutninger. Bøvlet betjening.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden