Lokalpolitik

Hurra for Bislev Aktivitetscenter

Et halvt århundres planer og drømme endelig gået i opfyldelse

BISLEV:Karl Ejner Ravn og Ole Møller Madsen trak i harmonikaerne, da snorede endelig var klippet behørigt over lørdag ved den officielle indvielse af Bislev Aktivitetshus. Det første spadestik blev taget sidste år til udvidelsen af den tidligere lærerbolig, nogle få måneder senere var der rejsegilde og nu var det så blevet tid til den at fejre den glædelige begivenhed for beboere og foreninger i Bislev. Faktisk er det kulminationen af et halvt århundredes drømme og planer, der er gået i opfyldelse med aktivitetshuset på Halkærvej. Seks foreninger står bag huset, og seks bånd var der da også at klippe ved indvielsen. På tur var det viceborgmester Tina French Nielsen, som repræsentant for kommunen, der har skænket lærerboligen til formålet. Dernæst klippede Bodil Otte fra Bislev FDF, fulgt af Helena Hjorth Ranum fra pensionistforeningen, videre Christen Kristensen fra borgerforeningen og for menighedsrådet klippede Birthe Lund. Efter en kort indledning ved formanden for huset, Kjeld Fjordbak, forsikrede Christen Kristensen, som også er medlem af byrådet, at han ville holde sig fra partipolitik, men alligevel sige noget om politik i anledning af indvielsen. - For det er politik, der har gjort Bislev nu bliver lokalcenter med de ekstra muligheder det giver for udvikling, fastslog han således. Det er politik, når vi nu er i gang med at modernisere Bislev skole for to millioner kroner. Det er politik, når vi i dag har indvielse af et flot aktivitetshus til tre millioner kroner, når vi regner den gamle lærerbolig med, fortsatte han. Selv om jeg er en del af byrådet, vil jeg gerne her benytte lejligheden til at takke et enigt byråd for de ting, der er sat i gang i vores by. Uden den opbakning var det ikke gået. Når det er sagt, er der grund til at ønske Bislev borgerne tillykke med det gode resultat, vi ser her i dag. Huset kører ikke af sig selv. Støt op om det, omtal det positivt, vær villig til at tage en tørn i bestyrelsen, og er der utilfredshed med noget, må der snakkes ud om det. Herefter blev der udbråbt et trefoldigt hurra.