Hurra for højden

Charmetrolden Fiat Panda er nok meget lille udenpå, men indeni er der plads til fire voksne

Det er med Fiats ny charmetrold Panda lidt som med skyskrabere. På et relativt beskedent grundareal får man en masse plads. Og havde Fiat i Panda-tilfældet ikke valgt at bygge i højden, ville bilen med sine absolut små bredde- og længde-mål for langt de fleste været for lille. Men nu valgte Fiat fornuftigt nok den høje løsning, og det har givet overraskende gode pladsforhold inden for rammerne - nemlig en længde på kun 3,54 meter og en bredde på 1,59 m. I og med man sidder højt som på en kontorstol er der plads til fire voksne i kabinen. Dog kniber det lidt med benpladsen bagi, hvis der foran sidder langstilkede, der har skubbet sæderne godt bagud. Skulder ved skulder Loftshøjden er både for og bag god, og med fire døre og en høj siddeposition er det nemt at komme ud og ind af bilen. Så der hvor Panda'en trods alt opleves lille og trang er i bredden. Man sidder skulder ved skulder, og på førerpladsen er man meget tæt på dør og dørstolpe, ligesom der også er for ringe plads til venstre fod, idet skærmkasser ligger tæt på koblingspedalen. Pladsen i bagagerummet er selvfølgelig ikke stor, men de 206 liter er dog mere end f. eks. i den VW Lupo. I øvrigt kan man få Panda'en med enten delt bagsæde-ryglæn til 3000 kr. ekstra eller med et bagsæde delt i to både i sæde og ryglæn, ligesom bagsædet er flytbart i længderetningen. Det koster 4000 kr. ekstra. Og når vi nu er ved ekstraudstyr bør det også nævnes, at Fiat til en meget fornuftig pris - 4000 kr. - leverer bilen med ESP, der tilmed har indbygget en ekstra feature, nemlig en Hill-holder. Den sikrer, at bilen ikke ruller baglæns ved igangsætning på en bakke. Økonomisk I første omgang sælges Fiat Panda kun med en motorstørrelse, en 1,2 liters motor på 60 hk. Udover at være ganske økonomisk - gennemsnitsforbruget under testen landede på 15,1 km/l - trækker den fint og matcher faktisk den lille bil så fint, at man egentlig sjældent savner flere kræfter. Og skal en overhaling gå lidt tjept, ja, så gearer man blot ned med den kække og korte lille gearstang - fikst og brugervenlig anbragt i midterkonsollet. Motoren er omdrejningsvillig og lyder sund og veloplagt, når den får omdrejninger, og selv når den snurrer lystigt, er støjen behersket. I det hele taget bilen overraskende støjsvag, ligesom den er ganske komfortabel rent køremæssigt. Det skyldes ikke mindst en undervogn af den lidt blødere slags, hvilket desværre også er en af minussiderne. Pandaen er noget urolig i blæsevejr, og den bløde undervogn i kombination med et højt tyngdepunkt betyder desunden, at bilen kræber kraftigt i sving - faktisk i endda grad som fører tankerne hen på saluige Citroën 2CV. Pandaen er derfor i undvigemanøvrer og ved kurvekørsel ikke nær så adræt som dens dyrenavn lægger op til, så man bør kraftigt overveje at bruge de ekstra 4000 kr. ESP-udstyret. Suveræn i byen Ellers må man sige om mini-Fiat'en, at den er særdeles letkørt og i byen er den suveræn. Godt udsyn, små udvendige mål og en servostyring, der tilmed kan gøres ekstra hjælpsdom ved tryk på en "City-knap". På komfortsiden er Panda pænt udstyret med bl. a. servostyring, el-rudehejs foran, tripcomputer og et godt musikanlæg, og ekstraudstyr er hos Fiat til attraktive priser. F. eks. kostyer el-spejle 1200 kr. og airconditionanlæg 9000 kr. Sikkerheden er på udstyrssiden tilgodeset med bl. a. fire airbag, mens airbaggardiner er ekstraudstyr til en pris på 2500 kr. Og det ligesom ESP-systemet er det også noget, man kraftigt bør tænke på at investere i. Undersøgelser har nemlig dokumenteret, at airbaggardiner kan redde liv og forhindre alvorlige kvæstelser.