EMNER

Hurra for Karsten Madsen

Enkelte unavngivne kilder fra Venstre bidrager til et forsøg på et karaktermord på Karsten Madsen. Indtrykket der efterlades fylder mig med undren. Derfor denne kommentar. Der er naturligvis ganske få i mit parti, som ikke var glade for, at Karsten Madsen stillede sit ubestrideligt folkelige og politiske talent til rådighed for Venstre. Først og sidst personer, hvis karisma i sammenligning ligner klægdej, og hvis kontur falder i ét med væggens baggrundsfarve. Disse mennesker føler sig truet af farverighed og engagement. Og har af forunderlige årsager fundet vej til medierne. Unavngivent. Tillad mig derfor disse linjer, der blot skal tjene til at stå følgende fast:Jeg synes, det er en pryd for Venstres liste til Europaparlaments-valget, at dog nogen er på, som har en offentlig profil. Jeg synes, det er fortjent, når visse grene af DR bliver kritiseret af Karsten Madsen for at være for venstreorienteret. Og jeg tror masser - ja, faktisk et massivt antal af det borgerlige vælgerkorps - bakker op om denne kritik. Og bakker op om, at der sker en offentlig debat heraf. Derfor glæder jeg mig til at sætte mit kryds ved Parlamentsvalget ud for Karsten Madsen. Fordi han er engageret. Og fordi han går sine kommende vælgeres ærinde. Såvel i EU-sagen som på den nationale arena. Søren Pind borgmester (V), Bygge- og Teknikforvaltningen, København