Hurtig beslutning om behandlerhus

Det skal kunne afhjælpe lægemangelen

HJALLERUP/DRONNINGLUND:- Der skal handles hurtigt nu. Det siger gruppeformand Arne M. Jensen (S) efter en temadrøftelse i aftes i Brønderslev Byråd omkring et behandlerhus i Brønderslev, hvor byens praktiserende læger samles under ét tag. Arne M. Jensen siger til NORDJYSKE Stiftstidende, at han tror på, at der inden for en måned er skaffet et grundlag til at træffe en beslutning på. Det er mangelen på læger i Brønderslev, der har fået politikerne til at komme med et forslag om et sundhedshus. Arne M. Jensen håber, at målet bliver et behandlerhus med 10 læger. - Vi skal gerne have alle ydernumre besat, siger Arne M. Jensen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester Mikael Klitgaard (V). Brønderslev Kommune og Region Nordjylland har i en tid arbejdet målrettet på at få realiseret planen. Målet er, at huset skal gøre det attraktivt for flere yngre læger at nedsætte sig med egen praksis i Brønderslev. I behandlerhuset får de et fagligt fællesskab, og de praktiserende læger får her mulighed for at dele forskellige faciliteter og funktioner som eksempelvis kontorhjælp og rengøringshjælp. De første skitser til et behandlerhus skal nu udarbejdes. Flere af lægerne i Brønderslev nærmere sig den alder, hvor de overvejer at trække sig tilbage. Og spørgsmålet er så, hvad der kan få nye læger til at blive praksislæger og slå sig ned i Brønderslev. Fra de eksisterende lægers side er der bred opbakning til behandlerhuset.