Skolelukninger

Hurtig beslutning om skolestruktur

BRØNDERSLEV:Renovering af skoler og ny skolestruktur i Brønderslev bliver fremover et fast punkt på Børne- og ungdomsudvalgets dagsorden. Målet er nemlig at træffe en beslutning - og i første omgang er det situationen i Brønderslev der har højeste prioritet. - Vi kommer til at arbejde i to etaper: Brønderslev by og så resten af kommunen. Og vi begynder med Brønderslev på grund af situationen på Skolegades skole, hvor vi regner med at kunne fremlægge en løsningsmodel for byrådet inden sommerferien. For de opstillede pavilloner er altså kun en midlertidig løsning, forklarer formand for Børne- og ungdomsudvalget, Jens Arne Hedegaard (V). Men selvom det er skolestrukturen i Brønderslev der lige nu får al opmærksomheden, så betyder det ikke, at kommunens øvrige skoler bliver overset, understreger udvalgsformanden. - Det betyder ikke, at vi bruger alle pengene på skolerne i Brønderslev, siger han.