Lokalpolitik

Hurtig borgmester-reaktion på protester

Knud Kristensen beder teknisk forvaltning se på problemer med tung trafik

Borgmester Knud Kristensen mener, at første skridt måske er at sætte skilte op ved Roldvej, så den tunge trafik kører ad Aggersundvej. Arkivfoto: Torben Hansen

Borgmester Knud Kristensen mener, at første skridt måske er at sætte skilte op ved Roldvej, så den tunge trafik kører ad Aggersundvej. Arkivfoto: Torben Hansen

AARS:Omkring 400 borgere i Aars har skrevet under på, at de vil have lastbilerne ud af byen. De mange underskrifter nåede i går frem til borgmester Knud Kristensens skrivebord. - Klokken 10.00 modtog jeg underskrifter fra en række borgere, der ønsker at gøre opmærksom på den stigende tunge trafik gennem Aars. Allerede klokken 12.00 havde jeg talt med Teknisk Chef Bent Skovkjær, og han og Teknisk Forvaltning går straks i gang med at finde en løsning på kort sigt, siger Knud Kristensen. De 400 borgere har skrevet under på, at de ønsker at begrænse den tunge trafik på Himmerlandsgade, Hobrovej og Sdr. Boulevard i Aars. - Vi skal have en diskussion om, hvad vi gør ved trafikken. På kort sigt kan der blive tale om noget skiltning ved Roldvej, som leder lastbilerne ad Aggersundvej i stedet for gennem byen. Vi skal også finde ud at, hvordan vi bedst løser trafikopgaven omkring Sdr. Boulevards udmunding, siger Knud Kristensen og fortsætter: - På lang sigt kommer vi nok ikke uden om, at trafikken på en eller anden måde skal føres syd om Aars, så der er behov for en overordnet plan, mener Knud Kristensen. Hvornår den langsigtede plan skal føres ud i livet, er ifølge Knud Kristensen svært at svare på. Men han ser gerne, at de overordnede streger er klar allerede i indeværende år.