Hurtig hjælp er det vigtigste

Aalborg 9. september 2002 08:00

SYGEHUSET:Efter intenst at have fulgt debatten om eventuel lukning af Skagen Sygehus, og berørt af opfordringen fra bl. a. NORDJYSKE om at skrive læserbreve, får også jeg lyst til at give et bidrag. Jeg vil ikke bruge spalteplads til at gentage alle de gode argumenter, der er imod lukning - de er blevet skrevet så mange gange, at selv de mest egoistiske amtsrådsmedlemmer må have opfattet, at det er det glade vanvid, det de er i gang med. Jeg vil derimod kort beskrive de oplevelser jeg selv og min familie har med Skagen Sygehus. I slutningen af juli 1990 blev jeg - som 37-årig - hasteindlagt på Skagen Sygehus kl. 20.00 om aftenen med store mavesmerter. De næste timer står meget uklart for mig, men noget af det næste jeg husker er, at der stod en læge og kaldte på mig og fortalte, at jeg havde haft en blodprop i hjertet, men faren var drevet over, og jeg skulle bare sove. Klokken var cirka fire om morgenen. (Jeg erfarede senere, at jeg var blevet kaldt til live med strøm.) Da jeg vågnede næste dag fik jeg besked om, at jeg skulle overflyttes til Hjørring, men det var for risikabelt at flytte mig endnu på grund af svaghed. Sidst på eftermiddagden stod der pludslig to Falck-folk for at hente mig, og en sygeplejerske fortalte, at nu skulle jeg overflyttes. Det skulle foregå med ledsagelse af en sygeplejerske og en læge og med politieskorte. Jeg husker også tydeligt, at sygeplejersken under transporten på et tidspunkt sagde til lægen, at det da var flygtelig så lidt respekt trafikanterne har for en ambulance med politieskorte. Ingen holdt ind til siden for at give plads. Jeg endte på Skejby Sygehus, hvor de konstaterede, at det var en blodprop i hjertet, jeg havde haft. Her blev jeg gjort opmærksom på, at jeg kunne være glad for, at jeg først havde været på Skagen Sygehus, da Skagen Sygehus på daværende tidspunkt var et af de første til at give blodfortyndende medicin ved mindste mistanke om blodprop i hjertet. Efter 10 dage på fire forskellige sygehuse blev jeg udskrevet med besked om at køre hjem og søge førtidspension, som da også blev bevilget. I slutningen af september 2000 gik det galt igen. Denne gang var det om morgenen. Min kone var næsten ude af døren på vej til arbejde, da hun kunne se på mig, at der var noget galt. Kort efter skulle jeg på toilettet, og medens jeg var der "døde" mit venstre ben, så hun måtte hente genboen for at hjælpe mig ind på sofaen. De ringede 112 og ambulancen kom kort efter og kørte mig til Skagen Sygehus. Igen "kom jeg i stødet" og kom nogenlunde til live igen. Når jeg skriver nogenlunde, er det fordi jeg ikke husker ret meget før ved 20-tiden. Da var jeg i modtagelsen på Aalborg Sygehus Syd og havde også i dagens løb været en tur på Frederikshavn Sygehus. Efter 18 dage på flere sygehuse blev jeg udskrevet. Alle læger er dygtige, men tænk lige over, at alle de læger, jeg har talt med i gennem tiderne har sagt, at det er den hurtige og første indsats, der virkelig betyder noget. Den indsats blev for mig gjort på Skagen Sygehus, som i mine øjne er årsagen til, at jeg er her i dag. Hvis sundhedsudvalgets spareplan bliver vedtaget, kan jeg tydeligt forestille mig kommende gravstene med påskriften: "Her hviler .... . Han kunne ikke nå sygehuset i Frederikshavn, men hva' - nu sparer amtet deres del af hans førtidspension."

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...