Redningsvæsen

Hurtig hjælp til fastklemte

Forulykkede og fastklemte mennesker i biler får nu bedre mulighed for hurtig hjælp i Mariagerfjord Kommune.

Beredskabet i Mariagerfjord indgår nemlig i samarbejde med kollegerne i Rebild om at installere særligt kraftige, hydrauliske sakse på stationerne i Arden, Støvring og Hobro. De hydrauliske sakse gør det muligt at klippe frontpartiet på en forulykket bil hurtigere op, så fastklemte dermed kan trækkes ud og hjælpes tilsvarende hurtigere ind i en ambulance. Ved at placere en redningsvogn med specialværktøj i Arden og forsyne en brandbil på stationerne i Støvring og Hobro med hver sit sæt specialværktøj til at medbringe under udrykning ved forulykkede biler, dækkes de to kommuner geografisk bedre ind. På årsplan koster det netto hver af kommunerne omkring en million. Der er ikke budgetteret med udgiften, men alligevel har Mariagerfjord Kommune uden diskussion bevilget pengene.