Vendsyssel overraskede i Superligaen: Hurtige angribere snød FCK til sidst
Vendsyssel leverede en stor overraskelse mod FC København

Foto: Laura Guldhammer
FODBOLD:Det var ikke overraskende et Vendsyssel-mandskab, der begyndte opgøret i den mere afventende rolle på Nord Energi Arena mod FC København søndag middag.
Og da alt kom til alt, gav det pote, da vendelboerne løb med hjemmesejren på 2-1.
Gæsterne styrede tempoet, mens hjemmeholdet indledningsvist, når de havde bolden, forsøgte sig med et par adresseløse afleveringer i dybden efter Seyi Adekoya og Moses Opondo.
Selvom nordjyderne havde rigeligt at se til defensivt, når FCK bragte bolden langs kanterne og strakte Vendsyssel-defensiven ud, leverede hjemmeholdet flere gode periode før pausen, hvor de fik brugt de nødvendige spilstationer fremad i banen.
For når Vendsyssel gjorde det, var mulighederne og luften mellem gæsternes kæder faktisk til stede.
Som da Vendsyssels Jon Thorsteinsson fik bolden på kanten af feltet i venstre side og bragede bolden på overliggeren efter 20 minutters spil.
Trods nordjyderne mere og mere fik fundet hinanden i samspillet, var det gæsterne, der først leverede blafrende netmasker. Efter kuglen havnede for fødderne af Viktor Fischer, sendte han en stikning i dybden efter Dame N’Doye.
FCK-spilleren var dog i offside, men lod bolden løbe til en fremadstormende Robert Skov, som i stedet opsnappede afleveringen og alene med Nicolai Flø bragte gæsterne på 1-0 efter 25 minutter.
Det hele til store protester fra hjemmeholdet, der mente, at Dame N’Doye havde forstyrret Sander Fischer i sit forsvarsspil og derfor burde være blevet dømt offside.
Ogude med stærkt indhop
Efter pausen virkede det til, at FCK var fint tilfredse med tingenes tilstand. De overgav i hvert fald mere spil hjemmeholdet, der rakte ud efter den udstrakte lillefinger, takkede og tog hele armen.
For momentum, spil og chancer skiftede i den grad fortegn efter i store perioder at have været FCK-domineret.
Først var det netop indskiftede Emmanuel Ogude, der fremtvang et frispark på kanten af feltet, som islandske Jon Thorsteinsson sendte forbi muren og i rusen efter 76 minutter.
Og tre minutter senere var Ogude igen på spil, da han med ydersiden fandt Morten Knudsen i dybden. Knudsen viste stor ro i afslutningsøjeblikket og passerede Jesse Joronen i gæsternes mål til slutresultatet 2-1.
Sejren bringer Vendsyssel på 13 point i Superligaen efter 11 runder.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.