Hurtigere aktivering af ledige

Kommunen vil genindføre straksaktivering for visse grupper

HJØRRING:Hjørring Kommune har i 2004 slækket på kravene til aktivering af kontanthjælpsmodtagere. Det er sket for at spare penge, men nu er der igen udsigt til, at nogle grupper af ledige bliver sendt i aktivering fra første dag de melder sig, for at få kontanthjælp. Personer over 30 år bliver i dag først sendt i aktivering efter 12 måneder på kontanthjælp. Ledige under 30 år kan regne med aktivering efter 12 uger. Stramningerne gælder personer, der aflslutter en ungdomsuddannelse, personer der i en karensperiode har brug for kontanthjælp og personer, der gentagne gange har været på kontanthjælp, men som værger sig ved at blive sendt i aktivering. De vil fremover kunne forvente at blive sendt i aktivering fra første dag, de beder om kontanthjælp. Derudover vil personer over 30 år, der har problemer ud over ledighed, også hurtigere blive sendt i aktivering, end det sker i dag. - Hvis der går for lang tid, risikerer den gruppe bare at blive yderligere udstødt fra arbejdsmarkedet, siger formand for kommunens arbejdsmarkedudvalg, Søren Chr. Jensen (S). I 2003 var der i gennemsnit 419 af kommunens ca 800 kontanthjælpsmodtagere i aktivering. I år er antallet af faldet til 287. - Men vi mener stadig, at aktivering er nødvendig for at bevare de lediges tilknytning til arbejdsmarkedet. Der kommer sjældent noget godt ud af lediggang, siger Søren Chr. Jensen. Stramningerne ventes at kunne gennemføres inden for det nuværende budget. For et par år siden steg antallet af kontanthjælpsmodtagere i Hjørring markant til det nuværende niveau på ca 800. Siden har antallet været nogenlunde kontant.