Socialforhold

Hurtigere genoptrænings-indsats

FREDERIKSHAVN:Hvis man rammes af en ulykke, der umiddelbart sætter en stopper for ens virke, så skal man hurtigst muligt igang med en genoptræning. Bliver man ramt af en blodprop i hjernen duer det ikke, at man ligger passivt hen i otte uger og venter på, at behandlingstilbudet bliver givet. Det mener både Ældrerådet og Hjernesagen - og de har begge givet udtryk for deres holdning til ventetider i forhold til kvalitetsstandarden for trænings-aktiviteter. Det er afgjort ikke sket for døve øren. Formanden for socialudvalget,. Erik Janum, V, erkender vigtigheden af, at få sat gang i genoptræning, så snart lægerne er klar over, hvad der kræves. - Jo før man kommer i gang desto større er chancerne for at komme godt gennem et træningsforløb, siger Erik Janum. Kvalitetsstandarden fremgår af en aftale mellem Frederikshavn Kommune og amtet og Erik Janum vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at sikre, at ventetiderne på træning nedbringes til et minimum. - Jeg forstår kritkken - og jeg er sikker på, at byrådet vil bakke op, så vi hjælper folk hurtigt, siger socialudvalgets formand.