Mariagerfjord

Hurtigere hjælp til sårbare ældre i Himmerland

En åben plads på hospitalet i Hobro skal sikre, at særligt sårbare ældre kan få hurtig udredning og behandling

Himmerlands sårbare ældre kan se frem til hurtigere udredning og behandling 	Arkivfoto Michael Bygballe

Himmerlands sårbare ældre kan se frem til hurtigere udredning og behandling Arkivfoto Michael Bygballe

HIMMERLAND:Der er hurtigere udredning og hjælp på vej til særligt sårbare medicinske patienter i Mariagerfjord, Rebild og Vesthimmerland Kommune.

En reserveret plads op Aalborg Universitetshospital i Hobro betyder, at de ældre patienter hurtigt kan blive udredt, hvis der skulle opstå et behov for det. Det kan ske samme dag, eller senest dagen efter.

I alt har sygehuset mulighed for at tage imod fire af de semi-akutte patienter dagligt, og der kan udvides efter behov.

- Det er et alternativ til indlæggelse, og vi har samtidig mulighed for at lave hurtige forløb. Det kan vi, fordi vi har læger med forskellig medicinsk baggrund samlet til at diskutere patienten, og fordi radiografer og bioanalytikere er dygtige til at levere de nødvendige prøvesvar. Derfor er vejen til diagnosticering og behandlingsplan kort, hvilket er en stor styrke, siger Malene Busk Larsen, afdelingsledende sygeplejerske på det medicinske afsnit i Hobro.

Opdage problemer tidligt

Målet med indsatsen er at fange mange af patienterne, inden de får brug for specialiseret hjælp på hospitalet. Ved at opdage de sårbare patienter så tidligt som muligt, kan man give dem tilbud i kommunalt regi i samarbejde med de praktiserende læger - og dermed holde patienten i trygge rammer i eget hjem.

Det kommer til at ske i et tættere samarbejde med hjemmesygeplejen, der kommer til at være med igennem hele forløbet for patienten. Det skal gerne sikre en bedre overgang fra hospital til kommune.

- Hjemmesygeplejersken bliver borgerens forlængede arm på hospitalet. Hun tager imod, når borgeren ankommer, har orienteret sig i relevante data og er med til at modtage prøvesvar - og så kan hun med det samme videregive data direkte i kommunens system, så der ikke opstår ventetid for patienten, siger Annette Poulsen, der er leder af sygeplejen i Vesthimmerlands Kommune.

De tre kommuner, der er med i projektet, skiftes til at bemande stillingen på hospitalet en uge ad gangen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst