EMNER

- Hurtigere med færgen

EGENSE:Mandskabet på færgeoverfarten Hals-Egense føler sig noget fortørnet over en formulering i gårsdagens NORDJYSKE. I en omtale af fredagens trafikkøer omkring motorvejen og Limfjordstunnelen i Aalborg skrev vi, at færgefarten havde en travl dag, fordi mange bilister valgte at skyde genvej over fjorden - og så blev det tilføjet i artiklen, at "med den ekstra køretid lagt til, har mange bilister formentlig ikke fået noget som helst ud af smutvejen andet end en tur på Limfjorden". Den køber overfartsleder Michael Vestergaard ikke: - Det kommer selvfølgelig an på, hvor man skal hen. Hvis man kommer sydfra og skal vestud mod Aabybro og Brovst, så er det en omvej at tage færgen. Men hvis man skal nordpå mod Hjallerup og Sæby, så har man utvivlsomt kunnet spare op til tre kvarter. - En af vores kunder holdt i kø cirka en halv time for at komme med færgen. Da hun ankom til køen, ringede hun til en kollega, der holdt på motorvejen lige ved indkørslen til tunnelen. Og da vores kunde var fragtet over en halv time senere, ringede hun igen til kollegaen. Da var kollegaen kun lige kommet igennem tunnelen. - Vi har virkelig knoklet for at få folk over så hurtigt som muligt, og det er altså ikke rigtigt, at folk kun har fået en tur på Limfjorden ud af det, mener overfartslederen.