Trafikulykker

Hurtigere trafik med lidt mere hensyn

Kørelærer Carsten With Petersen, Nibe, ved præcis, hvad der tit går galt

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nibe, står der på kørelærerens bil, men eleverne bliver mest skolet i den tætte trafik i Aalborg. Her zigzagger Carsten With Petersen sig igennem forhindringerne i Danmarksgade.

AALBORG:- Mange bilister prioriterer sig selv højt. Kørelærer Carsten With Petersen, Nibe, siger det pænt, men faktisk mener han, at trafikken i myldretiden i Aalborg ville gå meget mere gelinde og ustresset, hvis den generelle hensyntagen, bilisterne imellem, var mere udbredt. Og i visse situationer også kendskabet til færdselsloven. - Man er træt og vil hurtigt hjem, og så er man ikke ret interesseret i at holde ind til siden for en modkørende eller i at lade nogen slippe ind i køen, siger han. For nu vil man selv frem... NORDJYSKE er taget med kørelæreren på udkig efter dem, der kunne tjene fællesskabet med lidt større tålmodighed. Og Carsten With Petersen ved præcis, hvor vi skal finde de fleste: Ved sammenfletningerne, hvor vejbanen indsnævres fra to til én kørebane. Ikke langt fra mediehuset på Langagervej er situationen der: Før svingbanen til højre fra Th. Sauers Vej til motorvejen mod Århus skal vi fra højre kørebane over i venstre, som går ligeud. Der er ikke særlig meget trafik, men tre biler smutter uanfægtede forbi, mens vores chauffør må helt ned i fart, før der bliver plads. - Folk kører simpelthen for tæt, og det giver en særlig ulyst til at bremse op for nogen, fordi ham bagved også er for tæt på, pointerer Carsten With Petersen. Det er et generelt problem, når der køres i kø, for dels kommer man ikke hurtigere frem, dels er det med til at give en stressende, stødende kørsel, når man må bremse hele tiden. Selv om Carsten With Petersen er kørelærer i Nibe, sender han sine elever ud i trafikken i Aalborg, og han har forlængst spottet de steder, hvor egoismen især brillerer. Reberbansgade er et af dem. I Reberbansgade er der ikke meget plads, fordi der som regel er biler parkeret i den ene side af gaden. Det betyder, at trafikken vestfra i princippet har fri bane, og at bilister, som kommer fra modsatte ende af gaden, skal holde tilbage. Vi tager turen, og der er bingo med det samme: Forude kommer en stor firhjulstrækker imod os, og selv om han passerer tre slip i rækken af parkerede biler, benyttede han sig ikke af dem for at give os plads. Først, da vores kørelærer stopper op - ud for endnu en fjerde bilfri lomme - lader han sig presse ind til siden, så vi kan passere. Situationen ligner til forveksling en trafikprop. - Nu kom vi til at stoppe trafikken bagfra, konstaterer Carsten With Petersen. Det havde ikke været nødvendigt, hvis han var trukket ind tidligere. I Danmarksgade holder en bilist i udkørslen fra den gamle Danmarksgades Skole og vil gerne ud i trafikken. Vi kommer østfra, og der er rødt lys ved Boulevarden og tre-fire biler foran os. Vi glæder os til at være de høflige, som lader bilisten slippe ud. - Fint! Carsten With Petersen lyder anerkendende: Bilisten foran os tog høfligheden på sig og lod bilisten komme ind i køen. Kørelæreren må have et samvittighedsspørgsmål: Hvad ville han selv have gjort. - Så længe der er rødt, ville jeg også have ladet ham komme ud, erklærer han. Med grønt ville jeg vurdere, at det var bedst at følge rytmen og komme væk. Det ville have været misforstået hensyn at stoppe den grønne bølge. Misforstået hensyntagen løber vi også ind i ved en sidevej til Poul Buås Vej i Vestbyen. Her er ingen hajtænder ved T-krydset, ingen skilte og ingen bånd eller andre markeringer i vejbanen, der fortæller, hvem der kører først. - Altså træder højre-vigepligten i funktion, forklarer kørelæreren. Jeg skal holde tilbage for trafik fra højre, og den bilist, der kommer fra venstre ad Poul Buås Vej, skal holde tilbage for mig. Det sidste oplever vi ikke, men en bilist, som kommer næsten ind i krydset fra højre, stopper op. Selv om vi holder stille i skolevognen, vil han lade os køre ud, før han selv vil dreje til venstre ad Henning Smiths Vej. - Men her gælder altså højre vigepligten, og det har han ikke helt styr på, konstaterer Carsten With Petersen. Det er mig, der skal holde tilbage. Og sådan bliver det.