Hospitaler

Hurtigere ud af sengen

Nordjyske sygehuse sparer godt 100 millioner kroner - bekymring hos brugerrådet

Patienter på de nordjyske sygehuse kan forvente, at de i fremtiden vil blive udskrevet endnu hurtigere, når selve behandlingen er overstået. Med et samlet sparekrav på godt 100 millioner kroner næste år - heraf alene 80 millioner på Aalborg Sygehus - satser de fire nordjyske sygehuse på at reducere både lønudgifter og antallet af sengepladser. To ting, der hænger tæt sammen. Eksempelvis har Sygehus Vendsyssel planer om at sende kvinder, der har fået fjernet livmoderen, hjem samme dag, som indgrebet er foretaget. Hidtil har disse patienter typisk været indlagt på sygehuset et par dage efter operationen. - Naturligvis skal det kombineres med en endnu bedre information til patienterne både før og efter operationen, siger Ingeborg Thusgaard, der er direktør på Sygehus Vendsyssel. Flere patienter bliver kastebolde Henning Olsen, der er formand for Sundhedsbrugerrådet i Region Nordjylland, er bekymret over udviklingen. - Overordet set er der ingen grund til, at folk er indlagt på sygehuset i længere tid, end det er nødvendigt. Men det bekymrer mig ærligt talt, at det er den økonomiske situation, som får sygehusene til at sende patienterne hurtigere hjem. Vi risikerer, at økonomien bliver sat over hensynet til patienten, siger han. Henning Olsen forudser, at endnu flere patienter risikerer at blive kastebolde mellem sygehuse og de kommuner, de bor i. - Plejen i hjemmet er en kommunal opgave. Men kommunerne fattes også penge, og spørgsmålet er, om de er fuldt ud gearet til at tage imod de patienter, som sygehusene nu åbenbart vil udskrive hurtigere, siger han. Side 8-9.