Hurtigt exit fra børnehaven

Børnepasning 8. oktober 2002 08:00

- Det var som at være placeret i en børnehave, og oveni købet var vi overladt til os selv i gruppen. Gitte Strauss fik sig en skuffelse af rang, da hun 2. september startede på den Samfundsvidenskabelige basisuddannelse på Aalborg Universitet som forberedelse til et sociologistudie. 14 dage senere gav hun op og startede i stedet på Syddansk Universitet. - Jeg hører til de lidt ældre studerende, har et højt gennemsnit og har selv tidligere haft virksomhed, så jeg var meget skuffet over den gruppe, jeg blev placeret i. - Inddelingen er jo fuldstændig tilfældig. Man kigger jo hverken på alder eller noget, så frem til efterårsferien har man ingen mulighed for at arbejde sammen med ligesindede, siger en skuffet Gitte Strauss. Vanen tro var gruppen tværfaglig i forhold til de studerendes fremtidige studieretninger, men Gitte Strauss følte nærmest, at hun var kommet i en børnehave. Nogle af de medstuderende var ti år yngre end hende selv, og ifølge hende var gruppedisciplinen meget ringe. - Det er ikke til at holde ud at sidde sammen med nogen, der ikke gider arbejde og som ikke møder op til gruppearbejdet. Samtidig var vi overladt til os selv i gruppen fra start, og der var ingen til at hjælpe. Der kunne gå fire dage imellem, at vi fik hjælp, og vi fik ingen information om at skulle kontakte vejlederen, siger Gitte Strauss, som altså hurtigt fik nok, men står frem gennem avisen i håb om at andre undgår samme situatioin næste år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...