Håndbold

Hurtigt farvel til Sindal IF

1. divisionsklubben skilles fra Søren Brink efter sæsonen

SINDAL: Efter blot et halvt år på posten som cheftræner i Sindal IF er Søren Brink og klubbens ledelse enige om at stoppe samarbejdet omkring det nordjyske 1. divisionshold til sommerpausen. - Ledelsen i Sindal IF ønskede at sondere terrænet for andre træner-emner, og jeg fandt det temmelig upassende, at man ikke ville tale med mig allerførst, siger Søren Brink, der fortsat har mod på tophåndbold men som endnu ikke ved, hvad den kommende sæson byder på. - Efter fire sæsoner med Helle Thomsen som spillende træner valgte vi inden denne sæson at ansætte urutinerede Søren Brink til vores 1. divisionshold, og selv om vi langt hen ad vejen har været tilfreds med hans præstation, er der også visse ting, som vi regner med kan gøres bedre, siger Sindal IF's formand Villy Nielsen. - I tabellen er vi nummer fem i øjeblikket med udsigt til en fjerdeplads, og det må siges at være helt i orden i en sæson, som for Sindal IF er en såkaldt mellemsæson. Omvendt har vi også stadig ambitioner om noget mere, og kommer vi igen i nærheden af en billet til HåndboldLigaen, vil vi ikke holde spillernes evner tilbage. - Vi har med henblik på næste sæson tre træner-emner i kikkerten, og i løbet af ugen forventer vi at have Søren Brinks afløser klar. Sindal-formanden afviser, at Helle Thomsen er på vej tilbage til klubben, og det bliver næppe heller en ny omgang med en spillende træner. - Der kan være ulemper med en spillende træner, selv om netop Helle Thomsen i sine fire år i klubben magtede også den opgave. Den tidligere liga-målvogter Hanne Frandsen kunne vel også være et emne? - Vi har ikke talt med hende om et trænerjob for vores førstehold, så hun er heller ikke inde i billedet, understreger Villy Nielsen. Søren Brink ærgrer sig over, at han ikke får chancen for at gøre en langsigtet proces færdig i Sindal IF. - Der er et spændende materiale i klubben, men det har været svært at komme som træner i år 1 efter Helle Thomsen, erkender han. - Jeg har talt med et par klubber med hensyn til næste sæson, men der er intet på plads, og i eftermiddag i Sindal Hallen mod Skjern er jeg klar til at hjælpe Sindal IF videre mod den vitale tredjeplads i 1. division, der giver adgang til kvalifikationsspillet til næste sæsons liga, siger Søren Brink, der snart forventer at have stregspiller Stine Hessner med igen oven på en skade. En sejr til Sindal IF vil bringe dem helt op i haserne på både Skjern og Silkeborg-Voel KFUM, der er medbejlerne til tredjepladsen i 1. division.