Hurtigt, hårdt og højt

Motörheads musikalske stjerne er trommeslageren Mikkey Dee, hvis afblegede lokker anes bag det imposante trommesæt på podiet, hævet et par meter over scenegulvet. Foto: Claus Søndberg
Musik 3. december 2011 14:01

Der blev solgt ørepropper ved indgangen til multihallen i Nordkraft fredag aften, og det var ikke bare for sjov. Lydtrykket var bastant, allerede da Jorn varmede op med en gang tung norsk fjeldrock, og det blev nærmest ekstremt, da luftværnssirenerne gik i gang til Motörheads åbningsnummer, klassikeren "Bomber". Men sikken fest, det blev. Publikum elskede det, og da guitaristen Phil Campbell efter et par numre opfordrede folk til at række begge arme i vejret, hvis de skulle spille højere, er det næsten overflødigt at nævne den skov af tatoverede mandeekstremiteter, der strøg i luften. For det var en drengerøvsaften. Pigerne var vel i undertal i forholdet 1:5, det fløj gennem luften med fadølskrus og -kander, og gulvet sejlede i øl, da det hele var forbi efter halvanden times nonstop rockshow efter devisen: Hurtigt, højt og hårdt. Motörhead er ikke noget avanceret rockband. De hører til branchens arbejdsmænd, men 35 år på landevejen har lært dem alt, hvad der er værd at vide om, hvordan man tilfredsstiller et publikum. Og i deres tilfælde er et af varemærkerne at spille så højt, at lyden ikke bare optages gennem ørerne men med hele kroppen. Med det resultat, at trommehinderne begynder at gå i selvsving, og nuancerne i musikken forsvinder. Og overgiver man sig til ørepropperne, får man en træls ulden lyd, som heller ikke gør noget godt for oplevelsen. Og det er lidt synd. For de kan faktisk godt spille, drengene. Phil Campbell er ikke nogen gudbenådet guitarist, men han forstår at aflevere sine riffs knivskarpt. Lemmy Kilmisters basspil ligner noget, han i tidernes morgen selv har opfundet hjemme på drengeværelset, men det fungerer. Den virkelige stjerne på holdet er dog trommespilleren Mikkey Dee. Hold da op, hvor kunne han traktere gryderne. Både når han fik scenen for sig selv, som han gjorde til en overdådig trommesolo midt i sættet, og når han åbnede og lukkede de enkelte numre med bulder og brag og dobbeltpedal på stortrommerne. At man dårligt kan kalde Lemmy Kilmisters verbale udgydelser for sang, har bandet forstået at gøre til et varemærke. Hans rustne stemme har altid lydt som en fusion af Tom Waits og Johnny Madsen, men i en alder af næsten 66 år er den blevet til en mellemting mellem en løbsk vinkelsliber og et biluheld. Koncerten startede fornemt. Efter "Bomber" kom "Damage Case", som i virkeligheden er et klassisk bluesrocknummer, efterfulgt af et af de nye numre "I Know How To Die". Men så gik der lidt stilstand i det. Problemet med Motörhead er, at der er langt mellem deres virkelig gode numre. Selv på en liveturné, hvor de kun skal servere 18 af de mange hundrede numre, de har lavet gennem årene, er der for meget tyndt øl mellem snapsene. Et underligt mellemspil med Phil Campbell alene på scenen med sin guitar og en hvid maske for ansigtet gav heller ikke koncerten ny energi. Først da Mikkey Dee leverede sit trommeshow, vendte festen tilbage til et fornemt klimaks. Første ekstranummer var "Whorehouse Blues", en klassisk 12-takter fornemt serveret af Phil Campbell og Mikkey Dee på akustisk guitar og Lemmy på sang og mundharpe. Og så eksploderede det hele til slut med bandets signaturnummer "Ace Of Spades" efterfulgt af endnu en klassiker, "Overkill". Da havde bandet publikum i sine hule hænder. Festen kunne fortsætte ude i byen. Og vi kan så bare håbe, at vi med tiden får hørelsen tilbage. Lars Aare lars.aare@nordjyske.dk Motörhead Skråen (multihallen) Nordkraft, fredag aften.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...