Hus brændte ned til grunden
Der opstod natten mellem fredag og lørdag brand i stuehuset på en landejendom ved Harken, mens beboerne var ude
HARKEN: Stuehuset udbrændte totalt, da der natten mellem fredag og lørdag opstod brand på en landejendom på Harkenvej ved Harken.
Alarmen lød klokken 02.06, da forbipasserende opdagede den voldsomme brand, og mandskab fra Nordjyllands Beredskab i Hjørring rykkede ud.
Slukningstoget fik siden hjælp af en ekstra vandvogn fra stationen i Sindal, mens en stigevogn fra Hjørring blev tilkaldt og siden afblæst, da det stod klart, at stuehuset ikke stod til at redde.
Familien, der bor i ejendommen, var ikke hjemme, da branden opstod, men kom til omkring klokken 3.
På det tidspunkt var stuehuset stort set brændt ned, fortæller indsatsleder Jesper Ludvigsen.
- Det gik meget stærkt. Branden havde godt fat, da vi ankom, og vi koncentrerede os om den anden længe, der indeholdt garage og værksted. Heldigvis var der noget, der minder om en brandmur imellem de to længer, som gjorde det nemmere at forhindre ilden i at brede sig, og det lykkedes at redde længen, men stuehuset brændte helt ned, siger han.
Årsagen til branden kendes ikke, men politiets teknikere skal undersøge sagen nærmere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.