Hus med chauffør i 14 dage

Campingtur gav Aalborg-par oplevelsesmættet ferie

Fodbold 22. september 2002 08:00

Evan Dyran fra Aalborg havde fået at vide af sin kæreste, at hun ønskede sig oplevelser i fødselsdagsgave. Det var derfor med en vis skuffelse, at Elsebeth Pedersen pakkede de to fjernlygter ud. - Du har da ikke givet mig fjernlygter til bilen på min 50 års fødselsdag, sagde fødselaren, mens vantroen bredte sig i hendes ansigt. Men lige før situationen blev pinagtig, opdagede Elsebeth den lille konvolut i pakken. Og så kunne den blomsterinteresserede fødselar åbne den virkelige gave: En beskrivelse af en 14 dages tur i autocamper til Sydengland med besøg i en række blomsterhaver på vejen og med besøg på verdens største blomstermesse Chelsea Flower Show i London som kulminationen. - Det blev en kæmpeoplevelse. Vi kan allerede sige nu, at det ikke er sidste gang, vi har været af sted i en autocamper. Frihed Via sit job i Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor han blandt andet er med til at arrangere campingmesse, lærte Evan Dyran Torben Jensen fra Vendelbo Vans i Taars at kende. Torben har solgt autocampere i 20 år, og ved alt, hvad der er værd at vide - og lidt til - om autocampere. Det var Torben, der gav Evan idéen om camperen som ferieform. Og Evan blev ikke skuffet. - Det giver en enorm frihed, når man er af sted i en autocamper. Vi brugte hele dagen på at køre rundt, og så fandt vi først ind på en campingplads sidst på eftermiddagen, fortæller han. Normalt plejer parret at gå meget ud at spise, når de rejser. Men ikke denne gang. - Vi spiste hver aften i camperen, fordi vi var helt fyldt op med oplevelser, og så var det utroligt hyggeligt at sidde i camperen om aftenen og spise og snakke dagens indtryk igennem, fortæller Evan. Selv om man har køkken, soveværelse og badeværelse med, kører autocamperen efter personvognregler, og det vil sige, at man kan holde et godt tempo på motorvejen. Evan kørte mellem 100 og 120 kilometer i timen på de lange stræk. - Den er utroligt velkørende. Man sidder højt og har et godt overblik, og selv om bilen føles lidt større end en almindelig bil, er der faktisk ingen steder, man ikke kan køre. Vi havde ingen problemer med at køre rundt i London, og bilen kan være på en almindelig parkeringsplads. På det punkt oplevede Evan en meget stor forskel på en autocamper og en tur med campingvogn spændt efter bilen. - Når man er på campingtur, bliver man mere forsigtig med at køre ind til byerne. Man er med rette usikker på, om man kan komme til at vende, og om man kan finde parkering. Det problem har man ganske enkelt ikke i en autocamper. 2100 camperpladser Evan og Elsebeth overnattede en enkelt gang på en rasteplads, men kørte ellers ind på campingpladser. Torben Jensen fra Vendelbo Vans råder folk til at køre ind på campingpladser eller ind på de meget billige autocamperpladser, der findes 2100 af i Europa, og som kan findes via en kortbog, der ligger i alle udlejningsautocampere. - Det kan være en meget utryg oplevelse at sove på en rasteplads. Der er meget uro, og man ender med at få en dårlig søvn. Så det kan vi ikke anbefale folk, siger Torben Jensen. Evan og Elsebeths er de glade for, at de har prøvet en tur i en camper, før de eventuelt skal ud at købe. - Vi fandt ud af, at den ferieform virkelig er noget for os, og så fandt vi ud af, hvilken type camper vi vil have næste gang. Den skal nemlig være lidt anderledes indrettet. Evan er ude efter en camper med et rum bagi til en motorcykel. I de 20 år Torben Jensen har solgt autocampere, er der sket en kolossal udvikling på markedet. Antallet af mærker og modeller er eksploderet, og det gør det ikke lettere at vælge den rigtige bil. Men fælles for børnefamilier og de midaldrende og ældre par, som kører af sted i deres eget hjem, er ønsket om oplevelser. - Autocamperen er redskabet til en fritidsinteresse eller en hobby. Om det er blomster eller golf. Og hvis man én gang har haft børn med på ferie i autocamper, så er det dén tur børnene kan huske og bliver ved at tale om, siger Torben Jensen. En tur børn husker Udlejning af autocampere er ikke nogen guldgrube, men en nødvendighed for Vendelbo Vans, fordi det er svært at købe den rigtige autocamper uden at prøve én af først. Det bliver cirka 20 procent billigere, hvis man vil acceptere, at leje autocamperen på den anden side af grænsen. Vendelbo Vans har dansktalende personale klar i Flensborg. - Vi fik en god og grundig instruktion i, hvordan bilen virker, inden vi kørte af sted, fortæller Evan. Fra grænsen kørte parret til Holland og videre til Calais. Det brugte de tre dage på. Derefter sejlede de til Dover, og så kørte de langs Englands sydkyst helt til Cornwall, inden turen gik tilbage til London og den store blomsterudstilling. Turen hjem - med en urskov bestående af 60 planter i autocamperen - gik samme vej. Over kanalen. - Det er måske ikke den billigste rejse, vi har været på. Men til gengæld fik vi en oplevelse, vi ikke vil glemme, fortæller Evan. Leje af autocamperen, dieselolie og færgeoverfart til England løb op i 15.000 kroner. Parret kørte 4000 kilometer på de 14 dage. Evan og Elsebeths store drøm er at købe en autocamper med tilbagekøbsgaranti engang i fremtiden og så køre rundt i Grækenland et års tid for at finde det sted, hvor de eventuelt vil købe et hus. - Eller også finder vi ud af, at vi slet ikke ønsker at købe et hus, men foretrækker det hus, vi har med, når vi kører rundt, siger Evan.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...