Hus med havudsigt fra Neppensvej

Udvalg godkender nyt byggeri ved Neppens Havn

Hans Christensen
Det er det gule parcelhus til venstre i billedet, der skal rives ned. Længere oppe ad Neppensvej er bygget et nyt hus i halanden plan. Foto: Peter Broen
Frederikshavn 8. maj 2016 11:20 - Opdateret 8. maj 2016 12:28

FREDERIKSHAVN: Naboerne har protesteret, men Ejendomsselskabet Colosseum får kommunens tilladelse til at opføre et nyt to-familieshus på Neppensvej 28.

Selskabet vil nedrive det eksisterende parcelhus og opføre et nyt byggeri på grunden, der ligger ned mod Neppens Havn i Bangsbostrand.

Byggeriet skal opføres i nutidig byggestil med to frontkviste mod øst, og byggeriet vil fremtræde som halvanden etage.

Desuden bliver der tagterrasser på carportene ved bygningens gavle.

Plan- og miljøudvalget besigtigede kvarteret forleden, og flertallets konklusion er, at byggeriet holder sig inden for kommuneplanens rammer.

Forstår naboerne, men ...

- Jeg forstår naboerne, der klager over højden. De forudser indbliks- og skygge-gener, og synes ikke byggeriet passer ind i miljøet, men efter at have set området, må vi sige, at der ikke er noget speciel byggestil, der er karakteristisk for området. Husene derude er vidt forskellige, så der er ikke nogen saglig begrundelse for at nedlægge et forbud efter planlovens § 14, siger Anders Brandt Sørensen (S), formand for plan- og miljøudvalget.

Hedegaard og højden

Hans partifælle, Jens Hedegaard Kristensen, mener dog, at bygherren burde revurdere højden af byggeriet, som bliver omkring otte meter.

Sammen med Golfparken og Øster Dal er området omkring Neppensvej, Kåsene og Vigen i Bangsbostrand ifølge Anders Brandt Sørensen pt. de mest attraktive kvarterer i Frederikshavn.

- I Bangsbostrand bliver ældre huse gradvist skiftet ud og erstattet med nye huse. Det er anderledes byggeri, men så længe de holder sig inden for kommuneplanens rammer, følger vi de almindelige spilleregler, når vi vurderer ansøgningerne.

Huset på Neppensvej 28 overholder bebyggelsesprocenten, afstand til naboskel, højde og lignende, og i et svar til naboerne lover Lene Bøgh fra Colosseum at bygherren under hele forløbet vil være i dialog med naboer og tage størst muligt hensyn.

Tema: BYMILJØ FREDERIKSHAVN

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...