Hus ødelagt af brand - kyllinger i farezonen
Villa fik voldsomme skader ved brand ved Arentsminde mandag aften
Opdateret kl. 10:49
ARENTSMINDE: En voldsom brand hærgede sent mandag aften en villa på Nr. Økse Engvej umiddelbart vest for Arentsminde mellem Aabybro og Brovst.
- Det var forbipasserende på hovedvejen, der ved 21.30-tiden mandag aften opdagede branden og alarmerede os. Lejeren, der beboer huset, var ikke hjemme, da branden brød ud, fortæller Per Sørensen, indsatsleder ved Beredskab Jammerbugt.
Han oplyser, at dele af villaen var overtændt, da et slukningstog fra stationen i Brovst nåede frem til branden. Udover slukningstoget blev der tilkaldt en tankvogn fra Aabybro for at deltage i slukningsarbejdet, som havde deltagelse af 12 brandmænd.
En hund, der var i et trådhegn tæt på villaen, blev reddet væk fra det brændende hus.
-. Vi havde en lille udfordring, da der kun 25-30 meter fra den brændende villa ligger kyllingehuse. Her havde ejeren slagteklare kyllinger, og vi var lidt bange for, at de kunne have fået røg gennem deres ventilationsanlæg ind til kyllingerne og derved måske havde lidt skade. Så vi fik fat i ejeren af kyllingefarmen, og han kunne heldigvis konstatere, at kyllingerne levede i bedste velgående, fortæller Per Sørensen.
Brandmændene måtte arbejde hårdt i godt fire timer, inden branden var helt slukket.
Både ejer og lejer af villaen kom til stede under bekæmpelsen af branden, hvis årsag er ukendt.
De områder af villaen, der ikke er udbrændt, har fået røg-, sod- og vandskader.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.