Boligøkonomi

Hus steg med 90 procent

Andre ejendomme ved Tannisbugtvej steg med 35-40 procent

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Til­flyt­ning af kunst­ne­re gør et om­rå­de at­trak­tiv. Jazzy Days skær­per in­te­res­sen for Tver­sted. Ar­kiv­fo­to: Bent Ja­kob­sen

TVERSTED:Den seneste ejendomsvurdering fra Skat viser, at huse i Tversted er så attraktive for købere, at den offentlige vurdering enkelte steder i byen er steget med 60-90 procent fra 2004 til 2005. Stigningen i ejendomsværdien er især slået igennem langs byens hovedstrøg Tannisbugtvej, og værdisætningen vil nok visse steder få yderligere et tryk opad, når Skat laver en årsvurdering for 2006. Ejendomsvurderinger for 2005 er tilgængelig på ToldSkats hjemmeside, og toppen af stigningerne er en ejendom ved Tannisbugtvej, der er steget fra 570.000 til 1.050.000 kroner i ejendomsværdi. Tilbage i 2002 satte Skat den samme ejendom til blot at være 440.000 kroner værd. En anden ejendom blev opvurderet fra 720.000 kroner i 2004 til 1.150.000 kroner i 2005. Huset er nu sat til salg med en salgspris på 1.650.000 kroner. Det skal dog tilføjes, at huset er blevet moderniseret. Det generelle billede af ejendomsvurderingerne for Tannisbugtvej er, at mange ejendomme i 2005 vurderes til at være 150.000 - 250.000 kroner mere værd end i 2004. Det svarer til en stigning på 20-25 procent. Andre lidt større ejerboliger har fået lagt 300.000 til 350.000 kroner på vurderingen eller 35-40 procent. Men der er også enkelte eksempler med stigninger på under 10 procent svarende til, hvad de mest attraktive huse i Bindslev har fået lagt på. Der er kun få kilometers afstand mellem de to byer. Til sammenligning har mange huse fået lagt 40.000-50.000 kroner på ejendomsvurderingen i 2005. Forudsigelse holdt For knap to år siden lavede månedsmagasinet Penge og Privatøkonomi et tillæg om forventningerne til udviklingen i ejendomspriserne, og her udpegede man Tversted og Ry ved Silkeborg til at være de to steder i Jylland, hvor priserne ville stige mest. Magasinets vurdering var, at prisniveauet i Tversted haltede bagefter udviklingen i Lønstrup, Løkken og Skagen, og prisudviklingen på de huse, der siden har været handlet med, tyder på, at vurderingen i høj grad har været rigtig. I marts måned i år lavede månedsmagasinet en tilsvarende undersøgelse, og her er Tversted ikke nævnt med ét ord. Forleden udtalte turistchef Anne-Marie Høholt, at der i de senere år er flyttet en hel del kunstnere til området. Det passer meget godt til en af årsagerne, som månedsmagasinet angiver til at priserne stiger særlig meget et sted.