Naturvidenskab

Hus ved Bratbjerg Søerne flot gave til offentligheden

BRATBJERG:Det kommende udflugtshus ved Bratbjerg Søerne bliver en flot gave fra et privat selskab, Tranum Aktieplantage, til offentligheden. Det kunne man forvisse sig om, da der mandag eftermiddag blev holdt rejsegilde på byggeriet. Med 20 grader og strålende sol blev rejsegildet en fin forsmag på, hvordan det vil blive at tilbringe et par udflugtstimer i det nye hus, der får terrasse helt ud til søen. Gunnar Nielsen, formand for aktieplantagen, fortalte, at man ikke havde forestillet sig, at Bratbjerg Søerne ville blive så populært et udflugtsmål, som de er blevet, da aktieplantagen for nogle år siden købte det tidligere grusgravareal og åbnede det for offentligheden. - Med stadig flere besøgende opstod ønsker om læ og toiletter, og så var der ikke andet at gøre end at bygge et hus, uddybede Gunnar Nielsen. Vi har haft mange diskussioner om, hvor huset skulle ligge, men det endte med at blive her ved indgangen til søen og tæt på parkeringspladsen. I planlægningsfasen er byggeriet ved Bratbjerg Søerne blevet kaldt Madkassehuset, men i forbindelse med rejsegildet har aktieplantagens bestyrelse besluttet, at det skal hedde Huset ved Bratbjerg Søerne. Det 100 kvadratmeter store hus opføres i træ med græstag og passes nænsomt ind i naturen. - Hvor er det flot - og stort! Den rustikke byggestil, råt træ dyvlet sammen uden brug af søm, og det store rum uden skillevægge, imponerede ved rejsegildet. - Det bliver et solidt hus med højt til loftet. Med plads til fest og højt humør, fastslog formand Gunnar Nielsen med tilfredshed. Det bliver også et hus, der vil kunne holde i mange år. Det opføres af lærk af egen avl, fældet i aktieplantagen og skåret op på stedet af et mobilt savværk. - Når der som her i en luftig konstruktion er brugt stolper af rødt kernetræ, vil det kunne holde i mindst 100 år, siger byggeriets arkitekt Jørgen Jensen, Hjortdal. Lærk er selvimprægnerende og beskytter sig mod svampeangreb. Huset får ingen vinduer, men syv skydedøre, der vil kunne bruges efter behov og vejr og vind. Ud over det store fællesrum med ovenlys bliver der køkken, toilet og depot. På den sydlige gavl bliver der muret pejs både ind- og udvendig. Tage Ogstrup, direktør for aktieplantagen, venter, at de besøgende vil behandle huset pænt og ordentligt. - Hidtil har der aldrig været problemer med papir aller andet affald. De besøgende har brugt affaldskurvene. Så vi regner også med, at de vil behandle huset ordentligt. Alt afhængig af vejret vil huset være færdigt om en måned, og i hvert fald senest inden jul, lover Per Pedersen, Bejstrup Tømrer- og Snedkerforretning, der står for byggeriet. Indvielsen er fastsat til lørdag 10. juni næste år.