Husbåde i Sæby Havn er forbudt

Helårsbeboelse ikke tilladt - teknisk udvalg har behandlet sagen på lukket møde

Havne 25. september 2002 08:00

SÆBY: Det hele begyndte med en opringning, og siden har det hele været sådan lidt tys, tys. Opringningen fra en anonym person til Nordjyskes redaktion i Sæby gik på, at et ægtepar, der har gennem flere år har boet i en husbåd i havnen, nu har fået besked på, at husbåde ikke er tilladt. En opringning til havnefoged Birger Isaksen fik vi dog ikke noget ud af. - Ingen kommentarer, lød det herfra. Birger Isaksen bekræfter dog, at der i øjeblikket ikke ligger husbåde i Sæby Havn. Via teknisk udvalgs dagordenen 10. september kan man se, at der findes et punkt med overskriften "Havnesag", og dette punkt blev behandlet på den lukkede del af mødet. Ifølge Nordjyskes oplysninger har det pågældende ægtepar ganske rigtigt fået besked på, at husbåde ikke er ønsket. Og denne regel er ikke faktisk ikke ny. Ifølge Nordjyskes oplysninger har Sæby Havn nemlig nedfældet på skrift, at man ikke ønsker, at folk skal bo på deres både hele året rundt. Grunden er blandt andet, at helårsbeboelse kræver specielle miljøhensyn ved for eksempel tømning af toilettanke. Ægteparret i husbåden har ganske vist fået lov til at bo i havnen i lang tid, men nu er der kommet en ny ansøgning fra en person, der ligeledes ønsker helårsbeboelse i Sæby havn. Derfor var man nødt til at håndhæve den gamle regel, så havnen ikke bliver "oversvømmet" af husbåde. Ingen regler på skrift Store huspramme med blomsterkasser ønsker man heller ikke i Hals Havn, oplyser havnefoged Henning Kristensen. Det lokale bådelaug har nemlig bestemt, at det ikke er sådant et miljø, man ønsker i havnen. Men hvis man har en såkaldt almindelig båd, er der til gengæld ikke noget til hinder for, at man må bo hele året i Hals Havn, siger Henning Kristensen, der oplyser, at man ikke har nogen regler på skrift, ligesom teknisk udvalg i Hals Kommune ikke har haft husbåde til diskussion.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...