Lokalpolitik

Husbåde sat i venteposition

Politikerne venter med at sige deres mening om husbåde - det giver problemer for Søsportshavnen

FREDERIKSHAVN:Politikerne tøver med på nuværende tidspunkt at tage stilling til bygning af husbåde i Frederikshavn, og politikernes tøven kan få store konsekvenser for Frederikshavn Søsportshavn, lokale virksomheder og potentielle tilflyttere. Frederikshavn Søsportshavns bestyrelse har nemlig planer om at der, forudsat medlemmernes godkendelse, skal bygges husbåde på den nordre mole. - Ved nordre mole var der engang bådebro og omkring 50 fiskejoller, men alt er væk, også økonomien, siger formand for Søsportshavnen, Christian Muff Jensen. Derfor anså Søsportshavnens bestyrelse det som “held i uheld”, da husbådsfirmaet Altskib kontaktede dem. Altskib ønsker at bygge husbåde i Søsportshavnen, og de to parter er allerede langt med udvikling og planlægning af projektet. Lige indtil den 18. februar. Her skulle politikerne i kommunens plan- og miljøudvalg tage stilling til, om kommunen vil give blåt stempel til husbådene. Svaret var et foreløbigt nej. Afventer rapport - Siden september 2001 har en arbejdsgruppe arbejdet med, hvordan Frederikshavn Havn skal se ud fremover. Så vi afviser derfor ideen nu og afventer arbejdsgruppens rapport. Derefter kan vi så tage stilling til, om der må bygges husbåde i Frederikshavn, siger næstformand i plan- og miljøudvalget, Niels Ole Fredborg Nielsen (V). Men den udmelding kan Frederikshavn Søsportshavn ikke vente på. - Vi er blevet lovet et klart svar, og det vil være meget trist, hvis vi skal vente på at arbejdsgruppen bliver færdig, siger Christian Muff Jensen. Trist er det, fordi Altskib er så godt som klar til at opføre husbådene. - Vi har fået en ny type husbåde tegnet af arkitektfirmaet Bjørk og Maigård i Aalborg, vi har kontakt med firmaer i Frederikshavn, som vil stå for byggeriet, og vi har faktisk også mange købere udefra, som gerne vil flytte til Frederikshavn for at bo i husbåd, siger direktør for Altskib Niels Christian Holck Nielsen. Fremtidsplanlægning Ifølge Frederikshavn Kommunes repræsentant i arbejdsgruppen for havnens fremtid, projektchef Peter Grøn, er der forskellige holdninger i arbejdsgruppen til husbåde. Peter Grøn oplyser endvidere, at arbejdsgruppen fremlægger sine resultater inden sommerferien - og her er altså tale om alt fra by- og havnemiljø til erhverv og infrastruktur. Det hele gældende for havneområdet fra Rønnerhavnen i nord til Søsportshavnen i syd. Gruppens arbejde undrer dog formanden for Søsportshavnen. - Vi har aldrig fået at vide, at Søsportshavnen også er taget med i arbejdsgruppens overvejelser, siger Christian Muff Jensen, der ærgrer sig over, at kommunens visionsarbejde nu står i vejen for et konkret projekt, der vil give Søsportshavnen en bedre økonomi, skaffe tilflyttere til byen og skabe arbejde til lokale virksomheder.