Husbrand fik slukket sig selv
I et heldigt sammentræf smeltede vandrør og sprøjtede så meget vand på ilden, at den gik ud
Opdateret 27. februar 2017 kl. 10:23
GISTRUP: Nordjyllands Beredskab måtte lørdag eftermiddag en tur til Gistrup, hvor en familie i et dobbelthus - en sammenbygget gård - havde lugtet røg fra naboens del af huset.
- Det er sådan et selvslukkende hus, åbenbart. Eltavlen og fyret er gået til, men om det er det ene, der har sat ild i det andet ... det er i hvert fald noget el, der har startet det, men ilden har været så kraftig, at den har smeltet vandrørene, og de er smeltet så dejligt, at de har lavet en slags sprinkler og slukket det.
- Så det vi har gjort er, at vi har slukket efter og er i gang med at sikre, at der ikke er mere ild i huset, siger indsatsleder Søren Korsgaard fra Nordjyllands Beredskab.
Der var ikke nogen hjemme i den del af huset, hvor branden brød ud, så brandfolkene var nødt til at smadre døren for at komme ind - og det nåede de lige at gøre, inden ejeren dukkede op med en nøgle.
- Han kunne stå og se på, at vi smadrede hans dør, siger Søren Korsgaard.
Alarmen kom klokken 13.11 og godt en times tid senere var beredskabet færdig med deres del af arbejdet.
Ingen kom noget til under branden, idet man endnu ikke havde besluttet sig, om nabofamilien skulle en tur forbi sygehuset til kontrol for røgforgiftning, da NORDJYSKE snakkede med indsatslederen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.