Huse i nyt dress

OM IGEN Renoveres efter 14 år

Byggeri 18. september 2002 08:00

HOBRO: Det er en forvandling af de helt store, de 21 private andelsboliger på Kirketoften i Hobro gennemgår i øjeblikket. Ja, faktisk bliver husene klædt på i helt nyt og smart dress, hvis man ellers kan skrive noget sådant om huse, der ikke er til tant og fjas, men bare er sat til at stå uden for på Ranunkelvej året rundt. Her har husene stået i 14 år, og selv om det såmænd kunne være godt nok, er det ikke just smilerynker, som i sidste ende har fået facaderne til at krakelere. Det er heller ikke tidens tand, men snarere byggestil og materialer, som fra første færd mildest talt har været en kikser. Det har beboerne knurret over gennem alle årene, men efter at Byggeskadefonden langt om længe har anerkendt erstatningspligten, går man nu mod lysere tider, selv om årstiden varsler noget andet. Håndværkere har kørt arbejdsvogne, redskaber og materialer i stilling, og arbejdet med totalrenoveringen af de 21 andelsboliger er indledt. Murerskeen svinges på seks boliger i øjeblikket, et tilsvarende antal kommer under behandling før jul, mens de resterende andelsboliger vil blive forsynet med bl.a. nye mursten og et tag med udhæng i løbet af det kommende forår. Det er ikke en billig skønhedsoperation, der er indledt. Murerfirmaet Rasmus Jacobsen, Grenå, skal have knap 4,6 mio. kr. for indsatsen, og Planteskolen Rosenvang, Hørby, skal have godt et par hundrede tusinde kroner for efterfølgende at renovere og istandsætte udenomsarealerne. Der er også noget, der hedder moms, og med diverse udgifter til sagførere og hvem der ellers står i pengekøen, ventes udgiften totalt at nå op i nærheden af otte mio. kr. Det ligger langt over, hvad beboerne selv ville have været i stand til at betale for renovering og istandsættelse af de drømmehuse, de kun har haft bøwl med gennem alle årene. Derfor har Byggeskadefondens medvirken været en helt klar forudsætning for at komme i gang med det nødvendige arbejde. En selvrisiko på 5 procent kan såmænd være galt nok endda. Det løber rundt regnet op i 400.000 kr. eller en snes tusinde kroner pr. bolig. Det er mange penge for mange af de ældre beboere i boligkvarteret, men det klarer man heldigvis ganske smart, da man som den første boligforening i Danmark har optaget et såkaldt nedsparingslån på beløbet. Afdragene falder først, når beboerne om godt en halv snes år har fået betalt sidste rate på det store lån, der blev optaget ved byggeriets start.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...