Huse suger penge og pendlere

Flere købere dropper dyre Støvring for billigere huse i Vesthimmerland

Knud Labohn
Der er stigende efterspørgsel på gode huse i Vesthimmerland, især i Aars-området. Kommer man fra storbyer er der mange kup at gøre. Men flotte nye huse - som dette ved Rønbjerg - er ikke billige. Arkivfoto
Trafikpolitik 2. december 2007 10:10

Stille, men stædigt stigende huspriser fortæller om, at boligmarkedet har det sjældent godt i Vesthimmerland. Sjældent godt i forhold til landsgennemsnittet, hvor der tales både prisfald og lange liggetider for de huse, der er til salg. I Nordjylland var 166 udsalgsdage således standard for et hus til salg. Hos EDC i Aars var gennemsnittet 108. - Vi oplever en stigende efterspørgsel på huse i stort set alle kategorier. Finansielt går det også i den rigtige retning. Og selv om vi ikke kommer til at sætte rekord, så tegner det til at vi går fem-syv procent frem i år i forhold til 2006, siger Johnny Svendsen, chef hos EDC Aars. Kører gerne ekstra Hos De Aktive Mæglere i Farsø er man også noget mere tilfreds med udviklingen i branchen end kollegerne i især København og Århus. - Vi har et mere roligt og stabilt område- Og vi er ved at mangle huse i flere kategorier i forhold til efterspørgslen. Det er både lokale og pendlere udefra, der er interesserede. Folk vil godt køre lidt ekstra, hvis de får mere for pengene, siger Lars Bo Nielsen fra De Aktive Mæglere i Farsø. Også her kan alt rimeligt hurtigt afsættes. Dog går det nok lidt hurtigere for huse i klassen mellem 700.000 og en million kroner. Og har man et godt hus i Hvalpsund med lidt havudsigt går det nok lidt hurtigere end de fleste andre. I Aars er priserne generelt de dyreste i Vesthimmerland, og den nye status som centerby har været med til at øge interessen hos huskøbere, siger Johnny Svendsen: - Her er jo alt hvad man kan ønske sig med uddannelse og job. Vi oplever at folk, der før ville have bosat sig i Aalborg eller Støvring-Skørping, nu kigger herover. Her kan de få mere hus for pengene, siger han. Blandt de salgsmæssigt bedste adresser i Aars ser han Tvebjerg samt Tofte-, konge- og dronningekvartererne. - Det tegner godt for 2008, det her. Men lad os nu se. Der kan ske så meget med renten og lønudviklingen, holder han igen på begejstringen. I Løgstør har husejere stadig god grund til at sidde og surmule over, at omverdenen ikke har opdaget egnens herligheder ved fjorden. Helt glemt er egnen dog ikke: - Det går lidt trægt i øjeblikket, selv om vi synes at vi har meget at byde på her omkring. Det har været et år med lidt lavere aktivitet end i 2006 og året inden. Dengang gik det til gengæld pænt frem, siger Frank Viborg, indehaver af Nybolig i Løgstør. - Løgstør er dog stadig stedet, hvor man kan få gode huse betydeligt billigere end i for eksempel Aars og Nibe. Og de gode huse er der også fornuftige prisstigninger på, siger Frank Viborg. Aalestrup burde være et godt område for pendlere. Der er ikke langt til Viborg, Randers, Hobro, Aars og - med hjælp fra motorvejen - Aalborg. Det er der nogen, der har opdaget. - Det er meget blandet, hvem der køber her. I dag har jeg været ude med et par, hvor den ene skulle til Aalborg og den anden havde fået arbejde i Skive. Så ligger vi midt imellem, siger Ole Mortensen fra EDC Aalestrup. Priserne står næsten stille med svag pil opad. Og liggetiden vurderer han til at være 2-4 måneder og altså langt under det nordjyske gennemsnit på knap et halvt år. - Alt kan sælges her. Men det går hurtigst hvis det er et hus der er 100 procent i orden. Håndværkertilbud er ikke efterspurgte i øjeblikket, oplever han. Også her kan det suge i maven hos storbyens huskøbere. Gennemsnitsprisen hos EDC i Aalestrup er omkring 800.000 kroner og i øjeblikket er der intet dyrere end 1,4 million kroner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...