Husejer har bygget garage på skovsti

Vil man en tur i skoven Hestehaven, risikerer man at gå ind i en mur i bogstaveligste forstand. Hvor der før lå en skovvej, ligger der nu en tilbygning til et hus, og dermed blev skovvejen lukket af.

Lene Rudbæk Aarup
Hvor der før lå en skov­vej, lig­ger der nu et hus.Foto: Carl Th. Poul­sen
Natur 1. december 2007 22:08

Det vil Lars Schönberg Hemme fra Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i Brønderslev-Dronninglund nu klage over til Skov- og Naturstyrelsen. - Ejeren har udtrykkeligt fået at vide af Skov- og Naturstyrelsen, at han skulle bygge stien udenom. Og nu, hvor man oven i købet går ind i en bygning midt på skovvejen, ødelægger det folks muligheder for at have et rekreativt område, slår han fast. Esben Kold, direktør for Mekoprint, ejer huset med tilbygningen. Han mener ikke, at det er noget problem. - Man kan stadig komme rundt i skoven. Der er flere andre stier, der har karakter af den vej, siger han. Og han har ikke planer om at flytte skovvejen øst om sit hus, selv om det var betingelsen i byggetilladelsen. - Jeg har ikke brug for en sti rundt om huset. Det kan være ud fra deres opfattelse, at der er brug for en vej, men folk kan sagtens komme rundt i skoven. Før jeg byggede om, var der næsten sådan en folkevandring hver lørdag to meter fra mit vindue, siger han. I stedet for at bygge en sti vil han dog løse problemet på en anden måde. - Jeg skal få opsat et skilt ved indgangen til skoven, som kan vise, hvor offentligheden er velkommen til at gå ture i skoven, siger han. Det mener Lars Schönberg Hemme fra Danmarks Naturfredningsforening dog ikke er godt nok. - Ikke hvis han vil afskære nogen fra at gå på netop den vej. Enhver skovgæst har lov til at gå på alle stier, og det kan han ikke lave om på, slår han fast.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...