Aalborg

Husejer: Løb langt væk fra Nicky Priess

Allerede ved første øjekast ser det tidligere missionshus på Tranum Engevej 128 ud til at trænge til en kærlig hånd.

Der er da også en verden til forskel fra dengang, da husets ejer, 31-årige Bo Brandt fra Aalborg, selv boede i huset. I sommer besluttede han nemlig at låne huset ud til Nicky Priess. En beslutning, som har bitterligt har fortrudt. - Det er nærmest usælgeligt nu. Det er fuldstændigt ødelagt, konstaterer Bo Brandt. Grædefærdig Da Bo Brandt i forsommeren 2005 besluttede at lade Nicky Priess flytte ind i boligen, kendte han ham kun perifert. En tidligere arbejdskollega var dog kæreste med Nicky Priess, så Bo Brandt valgte at stole på manden, og de indgik en mundtlig aftale om, at Priess skulle leje huset med det samme og senere købe det. Allerede da den første husleje skulle falde, var der problemer, men det var intet imod det syn, som mødte Bo Brandt, da Nicky Priess efter tre måneder flyttede fra huset. - Jeg var nærmest grædefærdig og troede, at det var løgn. Jeg troede ikke, at man kunne aflevere noget i sådan en stand, og det værste var, at jeg ikke kunne få fat i ham på nogen måde. Han var som sunket i jorden, fortæller Bo Brandt. Løb væk fra Priess Ifølge ejeren mangler brændeovn, komfur, otte radiatorer, dørkarme og alle gipsplader på første sal, og dertil kommer at gulvet er brudt op i store dele af huset. Bo Brandt anslår, at det vil koste op mod 200.000 kroner at få huset lavet som før igen. - Jeg fortryder, at jeg udleverede nøglerne til ham. jeg har renoveret på huset i to-tre år, og nu er alt det, som jeg har lavet, blevet splittet ad igen, siger Bo Brandt, som gerne vil give en opfordring til andre. - Hvis man hører navnet Nicky Priess, så løb langt væk fra ham, råder Bo Brandt, som nu vil have en advokat til at se på sagen og han har også planer om en politianmeldelse. Inden Nicky Priess flyttede ind, havde en ejendomsmægler vurderet huset til godt en halv million kroner. I dag lyder vurderingen, at Bo Brandt vil være heldig, hvis han bare kan komme af med huset igen. Direkte løgn Forelagt Bo Brandts udtalelser har Nicky Priess følgende kommentar. - Det er direkte løgn. Huset er mere værd end før på grund af de mange timer, vi har lagt i det, fremfører han. Nicky Priess medgiver, at han ganske rigtigt har afmonteret radiatorerne, men tilføjer, at han ikke har fjernet dem. Hvad angår den manglende brændeovn hævder Nicky Priess selv at have fået stjålet en brændeovn fra huset, og politianmeldelsen, som Bo Brandt varsler vil komme, bekymrer tilsyneladende ikke. - Det er da ærgerligt, men hvis han føler, at han har grund til det, må han jo gøre det, siger Nicky Priess.

Forsiden