Husejere sårbare over for rentehop

Den internationale kreditkrise hæver renten på boliglån, og det kombineret med effekten af de afdragsfrie realkreditlån kan i værste fald komme til at koste mange boligejere rigtig dyrt.

Boligøkonomi 1. oktober 2008 06:00

NORDJYLLAND: - Lån uden afdrag fik en større effekt på boligpriserne, end man forventede, fordi de blev brugt til at byde prisen op. Set i bakspejlet skulle de ikke have været indført, siger cheføkonom i Spar Nord Bank Jens Nyholm. Cirka 20.000 boligejere skylder i dag mere på deres bolig, end den er værd. - Prisfaldet har blottet mange boligejere, og samtidig har rentetilpasningslånene øget sårbarheden i forhold til den stigende rente, kreditkrisen har ført med sig, siger Jens Nyholm. Han afviser dog, at der er grund til panik, så længe dansk økonomi er så sund, som tilfældet er. - Langt de fleste boligejere har fortsat friværdi. Med mindre ledigheden stiger voldsomt, hvad der ikke er udsigt til, er der ikke grund til voldsom bekymring, siger Jens Nyholm. Hvad de afdragsfrie lån angår, siger han, at de er kommet for at blive. - En afskaffelse af dem vil udløse en katastrofe på boligmarkedet. Pensionsopsparinger er et andet område, hvor mange almindelige mennesker er økonomisk sårbare. Men ifølge Jens Nyholm er der ingen grund til panik, trods de faldende kurser på aktier og obligationer. - Det er da rigtigt, at faldende kurser kan udhule værdien af ens pensionsopsparing. Men man skal huske på, at kurserne igennem en lang årrække er steget støt, og at aktiekurserne nu blot er tilbage på det niveau, de var på for et par år siden. - Alt i alt er man - trods de aktuelle kursfald - ganske velhavende, hvis man har haft en pensionsopsparing gennem de seneste 15-20 år, påpeger Jens Nyholm.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...